DSV har aflagt et fornuftigt regnskab for andet kvartal, hvor en stærk eksekvering inden for luft- og søfragt opvejer for modvind inden for vejtransport.
Det vurderer senioranalytiker Haider Anjum, der også ser aktien stige på baggrund af transport- og logistikkæmpens regnskab for andet kvartal.
Regnskabet ser ifølge analytikeren ganske fornuftigt ud med flere positive elementer, men han pointerer, at det ikke er så solidt, som markedet havde håbet på efter flere stærke konkurrentregnskaber og opjusteringer.
DSV hæver bunden af sit prognoseinterval for driftsindtjeningen med 0,5 mia. kr. til 23,5-25,5 mia. kr., hvilket er lavere end Jyske Banks forventning om et løft på 1 mia. kr.
- Overordnet kan det konkluderes, at DSV's regnskab bekræfter de bedre markedsforhold, stigende fragtrater og højere lønsomhed inden for luft- og søfragt, som konkurrenternes regnskab har vist, skriver Haider Anjum.
DSV skuffer dog lidt på volumen, men Jyske Banks analytiker ser særligt positivt på konverteringsgraden, et mål for hvor meget af bruttoindtjeningen, der bliver omdannet til driftsindtjening, på 42,4 pct.
Fremgangen ses som et vendepunkt for luft- og søfragtdivisionen, Air & Sea, efter seks kvartaler med tilbagegang.
Vejdivisionen, Road, er fortsat et "problembarn" med en driftsindtjening målt på EBIT, der er 2,2 pct. lavere end ventet.
- Graver man lidt ned i tallene, ses det, at omkring 250 mio. kr. stammer fra ejendomssalg, og at produktivitetsudfordringerne fortsætter i Tyskland, Frankrig og Holland, mens volumenvæksten er lidt lavere end ventet, skriver Jyske Banks senioranalytiker.
Topchef Jens Lund udtaler i regnskabet, at resultaterne i Road-divisionen var under forventningerne på grund af operationelle udfordringer på visse markeder.
At ledelsen italesætter de operationelle udfordringer, finder Haider Anjum ret usædvanligt, og han pointerer også, at DSV i juni har indsat Brian Ejsing som chef for Road for at sætte gang i effektiviseringerne.
- Vores vurdering er, at markedet vil acceptere udfordringerne, hvis DSV kan vise fremgang i det kommende kvartal. Halter Road fortsat i tredje kvartal, vil investorernes tålmodighed begynde at blive testet, vurderer Jyske Banks analytiker.
.\\˙ MarketWire