De europæiske aktier lukkede onsdag med den største stigning siden november efter øget håb om en kortlivet konflikt i Mellemøsten i kølvandet af det største todages fald siden april.
Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks skød onsdag i vejret med 1,4 pct. til 612,71.
På trods af opturen er indekset med fald de to første af ugens dage på omtrent 5 pct. stadig på vej mod det største ugentlige tab siden april.
Stemningen blev løftet af rygter bragt af New York Times om, at Iran havde kontaktet USA for at forhandle en afslutning af krigen. Rygterne blev dog senere afvist af Iran.
- I sidste ende er det amerikanske marked ikke faldet meget endnu, hvilket indikerer en smule genopretning i Europa, siger Robert Schramm-Fuchs, porteføljeforvalter i det europæiske aktieteam hos Janus Henderson Investors, ifølge Bloomberg News.
Han forklarer, at meget af opturen har været optionsdrevet, hvor put-optioner bliver lukket, hvilket har en tendens til at være meget ustabilt.
Teknologiaktierne var blandt de bedst præsterende, hvor især hollandske ASM International var i hopla med et plus på 6,9 pct., efter at chipkoncernen overgik analytikernes forventninger med hensyn til ordrerne i fjerde kvartal.
På børsen i Paris endte Nexans med et plus på 6,8 pct., efter at finanshusene Barclays og CIC løftede anbefalingen for aktien i den franske kabelkoncern.
Den britiske byggekoncern Vistry Group faldt tungt med 25,6 pct. oven på en skuffende prognose for 2026, idet der spås et udfordrende år, hvor internationale begivenheder bidrager til ekstra usikkerhed.
Med i den tunge ende endte også Weir Group, der tabte 10,6 pct., efter at den britiske mineudstyrskoncern leverede en svag prognose drevet af højere udgifter til et nyt it-system.
.\\˙ MarketWire