De europæiske aktier slap torsdag aldrig helt fri af den geopolitiske uro i Mellemøsten, hvor gensidige angreb fra USA og Iran fra morgenstunden lagde pres på markedet generelt.
Eftermiddagens oplysninger i det amerikanske nyhedsmedie Axios, om at forhandlere fra USA og Iran skal være blevet enige om en hensigtserklæring om en 60 dages våbenhvile og lancering af forhandlinger om Irans atomprogram, formåede kun at mildne dagens fald. Og facit for det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks blev et minus på 0,5 pct. til 625,12.
FREMRYKKET FORSVAR
Men selskabsspecifikt blev handelsdagen positiv for forsvarsrelaterede aktier. Svenske Saab steg 7,4 pct. i toppen af Stoxx 600-indekset, mens tyske Renk blev løftet 5,4 pct. og italienske Leonardo gik også 5,4 pct. frem
Norske Kongsberg og tyske Rheinmetal er andre forsvarsaktier i den lysere ende af Stoxx 600-indekset.
BEKYMRET FOR AI
Omvendt tabte det franske softwareselskab Dessault 5,7 pct. Handlerne bryder sig ifølge nyhedsbureauet Reuters ikke om, at det franske AI-selskab Mistral har indgået en samarbejdsaftale med Dessaults storkunder Airbus og BMW. Det kan pege i retning af, at softwareselskaberne er truet af AI.
På minussiden i det europæiske indeks sås også den britiske telegigant BT som mistede 3,5 pct. efter en medierapport om, at den britiske regering vil modsætte sig ethvert forsøg fra den indiske milliardær Sunil Bharti Mittal på at øge sin andel i telekommunikationsgruppen. Det sker med henvisning til behovet for at opretholde suveræn kontrol over "kritisk national infrastruktur".
.\\˙ MarketWire