De europæiske aktier lukkede med et lille plus mandag, idet de blandt andet blev drevet i vejret af solide stigninger til råvareaktierne.
Dermed nåede de fastlåste fredsforhandlinger mellem USA og Iran kun at tynge stemningen en smule, da det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks lukkede med et plus på 0,1 pct. i 612,79.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, afviste i weekenden Irans svar på et fredsforslag fra Washington og kaldte det "fuldstændig uacceptabelt".
Teheran foreslog at afslutte krigen på alle fronter sammen med kompensation for krigsskader og hævdede suverænitet over Hormuzstrædet, meddeler iransk stats-tv ifølge Reuters.
- Mens genoptrapningen af fjendtlighederne afbrød den seneste optimisme omkring en potentiel aftale, der kunne genåbne Hormuzstrædet, mener vi stadig, at en eventuel diplomatisk løsning bør opstå, siger Mark Haefele, investeringsdirektør hos UBS' formueforvaltning, ifølge Reuters.
Kobberprisen strøg mandag mod det højeste lukkeniveau nogensinde, hvilket trak godt op i flere mineselskaber heriblandt Anglo American og Rio Tinto, der steg med henholdsvis 3,9 og 2,9 pct.
Samtidig understøttede de stigende oliepriser energiselskaber såsom norske Equinor og Aker BP, der steg med henholdsvis 2,3 og 2,0 pct.
FORSVARSAKTIER LØFTET AF FORNYET FREDSHÅB I UKRAINE
De europæiske forsvarsaktier faldt mandag, da weekendens våbenhvile mellem Ukraine og Rusland, som fortsætter til og med mandag, samt udtalelser fra den russiske præsident, Vladimir Putin, kan tyde på, at krigen potentielt nærmer sig sin afslutning.
Danske Banks investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen pointerer, at forsvarssektoren har været under pres siden onsdag med fald både torsdag og fredag på 3,5 pct.
- Så det kan tyde på, at der er mere bag det end dagens Putin-rygter, vurderer investeringsstrategen, der fortsætter:
- En forklaring kan være, at der sker en rotation ud af EU mod USA eller Emerging Markets. Når investorer sælger EU-aktier, sælger de også forsvarsaktier, som er vokset til at være en større del af de europæiske aktier.
Blandt forsvarsaktierne endte norske Kongsberg med et minus på 4,1 pct., mens aktien i italienske Leonardo dykkede 3,5 pct.
Delivery Hero steg 18,1 pct., efter at den tyske madleveringstjeneste største aktionær, Prosus, har solgt 5 pct. af sin beholdning til den Hongkong-baserede hedgefond Aspex Management, der presser på for et salg af dele eller hele selskabet.
.\\˙ MarketWire