19. maj 2026
43 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Europa/aktier: Mellemøsthåb løfter stemningen

Europa/aktier: Mellemøsthåb løfter stemningen

Der hersker tirsdag middag en lettere positiv stemning på aktiemarkederne i Europa, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, mandag aften satte nye angreb mod Iran på pause.

Det brede europæiske Stoxx 600-indeks ligger ved 12.30-tiden tirsdag 0,8 pct. højere efter stigninger i ti af 11 undersektorer. Kun sektoren for materialer falder lidt tilbage, mens kommunikationsservice, ejendomsaktier og forbrugsrelaterede sektorer trækker op.

- Det er de her nyheder fra Donald Trump om, at han på opfordring fra tre mellemøstlige lande afventer med yderligere angreb, fordi de tror, at der kan komme en eller anden form for aftale, som ligesom er drivende for stemningen, siger chefstrateg Tine Choi Danielsen fra PFA til MarketWire.

- Vi er der, hvor det er blevet svært for Trump at argumentere for, at han skal blive ved med at angribe, så han holder lidt igen. Og det er noget af det, som aktieinvestorerne også fornemmer, at der bliver ved med at komme flere tegn på, at man virkelig gerne vil have fundet en slutning på det her, uddyber Tine Choi Danielsen.

På børserne i London, Paris og Frankfurt stiger de ledende indeks mellem 0,7 og 1,4 pct., mens futures for de tre ledende amerikanske indeks faktisk umiddelbart bakker 0,1-0,4 pct.

- Det er bemærkelsesværdigt, at Europa stiger, når USA nu lukkede i minus i går. Men jeg gætter på, at vi også kommer til at se en positiv udvikling i USA, når de åbner i eftermiddag, siger Tine Choi Danielsen.

I Stoxx 600 topper den britiske onlinebørsmægler IG Group med en stigning på 9,4 pct. efter et stærkt regnskab for første kvartal krydret med opjusterede forventninger til hele året.

Herhjemme sendes ISS i vejret med 5,1 pct. til 279 kr., efter at servicekoncernen har indgået forlig i en tvist med Deutsche Telekom og efterfølgende har opjusteret forventningerne til hele året.

På børsen i Stockholm stiger Evolution 7,7 pct., efter at den svenske onlinekasinooperatørs bestyrelse har godkendt et stort aktietilbagekøbsprogram på 2 mia. euro.

Hos finanshuset DNB Carnegie pointerer analytiker Martin Arnell, at tilbagekøbet er dobbelt så stort, som markedet forventede.

Yderligere ser analytikeren nyheden som en "lettelse efter de mange spørgsmål og spekulationer for nylig om potentiel konsolidering og fusions- og opkøbsrisiko".

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,9
Baseret på 13 anmeldelser