De europæiske aktier er i grønt mandag, hvor især forsvars- og mineaktierne er i hopla i kølvandet af det amerikanske angreb på Venezuela.
Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks stiger 0,3 pct. til 598,17, og dermed fortsætter rekordjagten efter sidste års fremgang på 17 pct.
- Dette er fortsættelsen af sidste års stigning, og det er drevet af håb om rentesænkninger og positiv indtjeningsudvikling, siger Christopher Dembik, seniorinvesteringsrådgiver hos Pictet Asset Management, ifølge Bloomberg News.
- I den henseende er den økonomiske indvirkning af det, der skete i Venezuela, for lille til at påvirke aktiemarkederne.
USA's angreb på Venezuela i weekenden og tilfangetagelsen af landets præsident, Nicolás Maduro, har igen skruet op for den geopolitiske usikkerhed, og det sender investorerne i favnen på flere af forsvarsaktierne.
Tyske Rheinmetall og Renk samt svenske Saab og italienske Leonardo løftes med 6,1 til 6,9 pct.
Den geopolitiske usikkerhed er også med til at løfte priserne på guld og sølv, og yderligere er bekymringer om udbuddet af kobber og toldsatser fra USA også med til at sende kobberprisen i rekord.
Det understøtter i sin tur mineselskaberne med plusser på 3,3 til 4,3 pct. for sølvmineselskabet Fresnillo samt kobberselskaberne Antofagasta og Anglo American.
Den hollandske chipudstyrskæmpe ASML ligger med et plus på 4,2 pct. også med helt fremme i feltet, efter at finanshuset Bernstein har hævet sin anbefaling for aktien med kommentaren om, at supercyklussen for hukommelseschips vil gavne selskabet.
Nestle er med et fald på 2,3 pct. i den tunge ende, efter at den schweiziske fødevarekæmpe har udvidet tilbagekaldelsen af modermælkserstatning, så den gælder flere produkter.
.\\˙ MarketWire