21. jan. 2026 kl. 11:33
39 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Europa/aktier: Små fald anført af finans og it - mineaktier trækker op

Europa/aktier: Små fald anført af finans og it - mineaktier trækker op

Mindre fald præger onsdag middag aktiemarkederne på tværs af Europa.

Det brede Stoxx 600-indeks ligger ved 12.15-tiden 0,4 pct. lavere i 600,28, hvor finans og it trækker ned med fald på 1,0 og 0,8 pct.

Til gengæld er mineaktierne med til at dæmpe faldet, da materialesektoren stiger 1,7 pct.

Blandt mineselskaberne er der fokus på FLSmidth-kunden Rio Tinto, efter at selskabet har vist en produktion af kobber og jernmalm, der er bedre end ventet.

Rio Tintos jernmalmsforsendelser var i fjerde kvartal på 91,3 mio. ton, hvilket er 6,5 pct. bedre end i 2024. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News ventet forsendelser på 87,7 mio. ton.

På børsen i London topper Rio Tinto i det britiske eliteindeks med et plus på 4,9 pct. Blandt de øvrige mineaktier stiger Anglo American og Glencore desuden omkring 3,6 pct.

På Londonbørsen er der også positivt spot på aktien i modehuset Burberry efter et regnskab for tredje kvartal af regnskabsåret 2025/26, hvor særligt en salgsvækst på 6 pct. i Kina bliver modtaget positivt af investorerne.

Burberrys sammenlignelige salg steg i kvartalet med 3 pct., mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde regnet med en fremgang på 2,3 pct.

Aktien i Burberry stiger 4,7 pct.

Franske Danone, som producerer en bred palette af fødevarer, falder derimod 5,2 pct., efter at fødevareselskabet er blevet ramt af en tilbagekaldelse af modermælkserstatning i Singapore.

Det skriver Bloomberg News.

Det er Singapores fødevaremyndigheder, der lørdag tilbagekaldte to produkter, fordi der blev påvist cereulid-toksin i produkterne, herunder Danones Dumex og Nestlés Supremepro modermælkserstatninger.

Samtidigt har Bank of America meldt ud at faldende fødselsrater i Kina lægger pres på markedet for modermælkserstatning generelt.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 97 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig