I et ellers overordnet noget nær fladt europæisk aktiemarked skilte det danske aktiemarked sig onsdag klart positivt ud med en stigning i eliteindekset, C25, på 1,1 pct.
Det brede europæiske Stoxx 600-indeks steg til sammenligning noget mere beherskede 0,2 pct., mens de ledende indeks i Frankfurt og Paris faldt henholdsvis 0,4 og 0,1 pct.
At det danske marked klarede sig så godt relativt, skyldtes primært bankerne anført af Jyske Bank, samt pæne stigninger til Genmab, Unibrew og Vestas.
I Stoxx 600-indekset trak mineselskaberne op sammen med sundhed, mens fald primært i it-aktierne tyngede på den anden side.
Den finske medicinalproducent Orion endte helt i toppen af Stoxx 600 med en stigning på 12 pct. Det var reaktionen på de forventninger, som Orion onsdag meldte ud for 2026, hvor det ser et driftsresultat på mellem 550 og 750 mio. euro. Til sammenligning estimerede analytikerne ifølge Bloomberg News et resultat på 615 mio. euro.
Italienske Prysmian steg desuden 3,6 pct., efter at den italienske NKT-kabelkonkurrent ifølge Citi havde indikeret, at driftsindtjeningen i fjerde kvartal levede op til forventningerne eller overgik dem en smule.
Den schweiziske transportkoncern Kuehne + Nagel, som er konkurrent til danske DSV, steg på børsen i Zürich med 4,3 pct., efter at Goldman Sachs hævede anbefalingen af aktien til "køb" fra "sælg".
Både Kuehne + Nagel og DSV er topvalg hos storbanken inden for den globale logistiksektor, idet der henvises til potentielle produktivitetsgevinster fra kunstig intelligens, AI, som DSV og Kuehne + Nagel ses mest gearet til.
DSV satte onsdag kursrekord efter en stigning på 1,1 pct. til 1745,50 kr.
På børsen i Frankfurt steg energiselskabet RWE med 2,3 pct., efter at selskabet står tilbage som den helt store vinder ved en havvindenergiauktion i Storbritannien, hvor der blev tildelt kontrakter på 8,4 gigawatt.
.\\˙ MarketWire