Nye iranske angreb har sendt olieprisen i vejret, og det lægger en dæmper på humøret på det europæiske aktiemarked torsdag.
Det fælleseuropæiske Stoxx 600 ligger med et minus på 0,2 pct. kort efter middag.
Det var nyheden om iranske angreb på to tankskibe, som i de tidlige morgentimer sendte olieprisen i vejret, og på et tidspunkt kostede en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, over 100 dollar.
Siden er stigningen dog aftaget til 96,86 dollar, hvilket svarer til en dagsstigning på omkring 5 pct.
Det sker, på trods af at medlemslandene i Det Internationale Energiagentur, IEA, onsdag stemte ja til at åbne for sluserne i reserverne, hvor der skal frigives 400 mio. tønder olie.
- Det, vi ser, er, at markedet prissætter et langvarigt scenario med høje oliepriser. Sikkerheden for skibsfarten i regionen er en stor bekymring, mens frigivelsen af nødolieforsyninger kun kan give midlertidig lindring, siger Karen Georges, aktiefondsforvalter hos Ecofi i Paris, ifølge Bloomberg News.
Den tyske modeplatform Zalando er torsdagens højdespringer i Stoxx 600 med et plus på 13,4 pct. Det skyldes stærk fremgang i regnskabet for sidste år samt gode udsigter til det nye år.
Omsætningen for hele året steg knap 17 pct. til 12,3 mia. euro, og driftsoverskuddet (EBIT) steg knap 16 pct. til 591 mio. euro.
Aktien i den italienske forsvarskoncern Leonardo klarer sig også glimrende med en fremgang på 7,1 pct., da selskabet har lagt fra land med en lovende prognose for driftsresultat i 2026.
Samtidig er også forventningen til ordrebeholdningen bedre end ventet, skriver Bloomberg News, efter at selskabet torsdag har aflagt årsregnskab for 2025.
Bankerne klarer sig på sektorniveau dårligst i Stoxx 600 torsdag med et minus på 2,3 pct. Det skyldes ifølge Bloomberg News bekymringer omkring det private kreditmarked og uroen i Mellemøsten.
Britiske HSBC klarer sig værst blandt bankerne med et minus på 5,8 pct., mens Deutsche Bank, Barclays og Commerzbank falder i niveauet 2,0-3,9 pct.
Og så er rejseaktierne atter endt under pres fra de stigende oliepriser. Charterselskabet TUI falder 3,7 pct., mens luftfartsselskaberne Easyjet, Ryanair og Lufthansa falder 2,3-2,8 pct.
.\\˙ MarketWire