De europæiske aktier falder mandag, da inflationsbekymringerne fortsætter uden tegn på en aftale mellem USA og Iran om at afslutte den tre måneder lange krig.
Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks ligger mandag med et fald på 0,5 pct. i 604,24 efter fredagens fald på 1,5 pct.
Den globale obligationsnedtur blev sidste uge forværret, da inflationstal fra USA, Tyskland, Kina og Japan skræmte investorer og tyngede verdens aktiemarkeder.
I weekenden forårsagede et droneangreb en brand på et atomkraftværk i De Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien rapporterede at have opfanget tre droner, og den amerikanske præsident Donald Trump advarede om, at Iran skal handle "hurtigt".
Det cementerede frygten for, at krigen sandsynligvis ikke slutter snart, da Hormuzstrædet fortsat er lukket, skriver Reuters, der pointerer, at olieprisen stiger mandag.
- På kort sigt forbliver vi neutrale over for europæiske aktier. De er stadig i risikozonen sammenlignet med USA på grund af indtjeningsstyrke og energipåvirkning, siger Michele Morganti, aktiestrateg hos Generali Investments, ifølge Reuters.
De stigende oliepriser understøtter energiselskaberne med plusser på 2,9 pct. for Equinor og 2,3 pct. for Aker BP.
De højere oliepriser gør til gengæld ondt på luftfarts- og rejseselskaberne med fald på 2,9 pct. for TUI og 2,5 pct. for Easyjet.
Den schweiziske høreapparatkoncern Sonova slog markedets forventninger til indtjeningen i det afsluttede regnskabsår 2025/26.
Regnskabet belønnes med en kursstigning på 2,9 pct. på børsen i Zürich.
Med fremme i feltet ligger også danske FLSmidth, der stiger 5,1 pct., efter at både Danske Bank og Nordea har løftet anbefaling for aktien til "køb" fra "hold".
.\\˙ MarketWire