Luft under olieprisen sendte de europæiske aktiebørser ned, og fokus var naturligvis fortsat på uroen i Mellemøsten og det sivende håb om fredsforhandlinger.
Samlet blev stemningen mere og mere trist gennem onsdagen, og det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 endte med et minus på 0,6 pct.
Der var dog også lyspunkter at spore.
Det franske it-konsulentselskab Sopra Steria røg til tops af indekset med et plus på 17,5 pct. på et bedre første kvartal end ventet.
Modsat endte den finske kranproducent Konecranes med et fald på 13,5 pct. efter et kvartal, hvor driften, antallet af ordrer og salget endte lavere end ventet.
De europæiske aktier ligger fortsat 5 pct. under niveauet fra før krigen i Iran og halter bagefter de amerikanske kolleger og de globale markeder:
- Europa er et af de største finansielle markedsofre af krigen i Iran. Da oliepriserne fortsat er høje, er den økonomiske skade for Europa sandsynligvis større end i andre lande, siger Marija Veitmane, aktiechef hos State Street, til Reuters.
- De europæiske virksomheder rapporterer okay tal, og nogle af dem er bedre end ventet - men markedet belønner dem ikke rigtig for det på grund af de underliggende makroøkonomiske modvinde, siger hun.
Seneste nyt fra Mellemøsten var onsdag, at den amerikanske præsident, Donald Trump, er utilfreds med Irans seneste forslag om at afslutte krigen. Wall Street Journal kunne ligeledes berette, at præsidenten har sat gang i forberedelserne til en forlænget blokade af Irans havne.
Nyt fra den amerikanske centralbank onsdag aften holdt også investorerne i ave. Det ventes, at Federal Reserve fastholder renten på 3,50-3,75 pct.
REGNSKABER I FOKUS
Energiselskabet DCC steg 9,3 pct., efter et konsortium bestående af amerikanske Energy Capital Partners og kapitalfonden KKR kom med et kontant overtagelsestilbud på selskabet. Konsortiet har nu frem til den 10. juni til at komme med et konkret bud eller trække sig.
Sportsgiganten Adidias gik 8,9 pct. frem efter et godt første kvartal, og investorerne ser nu frem mod, hvordan et VM i fodbold kan påvirke koncernen, og et London Marathon, hvor kenyaneren Sabastian Sawe sejrede i tiden 1 time, 59 minutter og 30 sekunder - og kom under den magiske grænse på to timer i et par Adidas løbesko.
Og svenske Eprioc skød i vejret med 7 pct, efter at producenten af udstyr til miner leverede en bedre end ventet ordreindgang i første kvartal.
.\\˙ MarketWire