10. mar. 2026 kl. 16:57
47 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Europa/lukning: Prisfald på olie gav fremgang - Lufthansa og flyselskaber steg markant

Europa/lukning: Prisfald på olie gav fremgang - Lufthansa og flyselskaber steg markant

Foråret meldte for alvor sin ankomst på de europæiske børser tirsdag, hvor de ledende indeks var klædt i grønt. Det var blandt andet rejsebranchen, der løftede sig tirsdag, efter et prischok på olie ramte markederne mandag.

Lufthansa eksempelvis steg 7,9 pct. mod et fald på 6,4 pct. mandag, hvor olieprisen var oppe i niveauet 120 dollar per tønde. Tirsdag faldt olieprisen dog til omkring de 89 dollar.

Det var igen-igen den amerikanske præsident, Donald Trump, der talte markederne varme, da han mandag aften sagde, at krigen i Mellemøsten hurtigt kunne være ovre, hvilket løftede stemningen. Også snak fra G7-landene om at frigive olielagre tirsdag eftermiddag om at støtte den globale energiforsyning, herunder en frigivelse af landenes nødolielagre, var med til at løfte humøret.

Det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 endte 1,9 pct. højere efter at have lukket på det svageste niveau i over to måneder mandag.

- Siden i går har vi set nogen lettelse over, at nogle af de værste scenarier muligvis kan undgås, siger Angelo Kourkafas, investeringsstrateg hos Edward Jones, ifølge Reuters.

- Selvfølgelig vil konsekvenserne af konflikten på inflation og vækst afhænge af konfliktens varighed. Trumps kommentarer mandag lettede dog nogle af bekymringerne om, hvor længe dette kan vare. Men det vil fortsat være et markedsmiljø drevet af overskrifter, siger han.

REJSEAKTIER GIK FREM

Efter at mandagens olieprisstigninger gik i sig selv, steg de rejserelaterede - og dieselforbrugende - selskaber.

Udover det tyske luftfartsselskab Lufthansa steg spansk-britiske IAG, som blandt andet står bag Iberia og British Airways, med 5,7 pct. Ryanair og TUI steg desuden i niveauet 3,2-3,5 pct.

Også den schweiziske høreapparatproducent Sonova var i klar fremgang efter rosende kommentarer fra det franske børshus BNP Paribas Exane, der gav selskabets aktie en dobbelt opgradering til "outperform" fra "underperform", og samtidig er kursmålet hævet til 230 schweizerfranc fra 170 schweizerfranc.

Ændringen kommer frem mod en strategisk opdatering fra selskabet i næste uge, hvor den nye topchef, Eric Bernard, der kom til sidste år, vil sætte flere ord på vejen frem for det schweiziske selskab i de kommende år.

Sonova-aktien gik 5,8 pct. frem.

Modsat gav prognosen fra den schweiziske chokoladeproducent Lindt & Sprüngli investorerne en dårlig smag, og aktien blev tirsdag sendt ud i sit største fald siden coronapandemiens udbrud i foråret 2020, efter at selskabet skuffede med vækstforventningerne til hele 2026.

For indeværende år venter selskabet således en organisk vækst på 4-6 pct., hvilket er et stykke under de tidligere offentliggjorte forventninger for mellemlang til lang sigt, der tilsigter en årlig vækst på 6-8 pct.

Chokoladeaktien dykkede 10,3 pct.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 201 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig