De europæiske aktiebørser tog et spring op onsdag eftermiddag under en tale af den amerikanske præsident, Donald Trump, ved World Economic Forum i schweiziske Davos.
Her afviste han at bruge militær magt i hans bestræbelser på at overtage Grønland, men han krævede øjeblikkelige forhandlinger, og et "nej" vil blive "husket".
Det brede europæiske Stoxx 600-indeks endte marginalt lavere i 602,67, men før talen begyndte, lå det i niveauet 598.
- Markederne steg, fordi den umiddelbare frygt for en militær eskalering synes at være aftaget, siger Nigel Green fra investeringsfirmaet Devere Group i en kommentar og fortsætter:
- Men talen i Davos var ikke forsonende, den var meget aggressiv. Trump roste gentagne gange tolden, forsvarede dens effektivitet og præsenterede den som en gennemprøvet metode til at nå nationale mål.
Materialerelaterede aktier, som omfatter mineselskaberne, steg næsten 4 pct. i Stoxx 600. Her var der særligt fokus på Rio Tinto, som har produceret mere kobber og jernmalm end ventet.
Rio Tintos jernmalmsforsendelser var i fjerde kvartal på 91,3 mio. ton, svarende til en vækst på 6,5 pct. fra året før. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News ventet forsendelser på 87,7 mio. ton.
Rio Tinto steg på London-børsen 5,2 pct., og i samme segment endte Anglo American desuden 4,9 pct. højere, mens Glencore steg 3,7 pct.
I London var der også positiv opmærksomhed på aktien i modehuset Burberry efter et regnskab for tredje kvartal af regnskabsåret 2025/26, hvor særligt en salgsvækst på 6 pct. i Kina bliver modtaget positivt af investorerne.
Burberry-aktien steg 5,0 pct.
Franske Danone, som producerer en bred palette af fødevarer, faldt derimod 8,4 pct., efter at fødevareselskabet er blevet ramt af en tilbagekaldelse af modermælkserstatning i Singapore.
.\\˙ MarketWire