Den meget ventede amerikanske rentenedsættelse onsdag aften og de efterfølgende kommentarer fra topfolkene, som ikke var så restriktive som frygtet, sendte torsdag positive impulser mod det europæiske aktiemarked.
Men det amerikanske teknologiselskab Oracle var malurten i bægeret, efter at cloud computing-selskabet onsdag efter amerikansk børslukketid fremlagde regnskab, som skuffede analytikernes estimater for både salg og overskud og varslede investeringer for yderlig 15 mia. dollar.
Skuffelsen og investeringsbehovet udløste fornyet bekymring for værdisættelsen af teknologiaktier og aktier relateret til kunstig intelligens, men hen over dagen lettede noget af den lidt trykkede stemning. Og samlet blev det torsdag til et plus til det toneangivende fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks på 0,5 pct. til 581,34.
Finansaktierne steg 1,0 pct. på sektorniveau med østrigske Raiffeisen Bank i top med et plus på 3,8 pct.
Industri steg 0,8 pct. med Mærsk i top med et plus på 5,3 pct.
Negativ udvikling sås for blandt andet britiske Ocado, som tabte hele 6,3 pct. og dermed var på retræte efter onsdagens markante plus. Online-supermarkedet lukrerede onsdag på en analyse fra NielsenIQ, som viste, at Ocado er den hurtigst voksende fødevareforhandler i Storbritannien.
Schweiziske Givaudan faldt 7,7 pct. efter at der på et investorkald sent onsdag blev skab tvivl om ingrediensproducentens vækstudsigter under indtryk af kinesisk konkurrence
Omvendt steg RS Group 6,2 pct. i forlængelse af en rapport fra finanshuset JPMorgan, som forudskikker fremgang for industri- og elektronikselskabet i det kommende år. JPMorgan har opgraderet sin anbefaling af aktien til "overvægt" fra "neutral".
.\\˙ MarketWire