Aktierne i Europa er som i Danmark onsdag i god form blandt andet trukket af flere gode regnskaber og en underliggende positiv stemning. Det sker i håbet om fred eller i hvert fald en aftale mellem USA og Iran, hvilket sender olieprisen og renterne ned.
Det brede fælleseuropæiske indeks, Stoxx 600 stiger 2,6 pct. først på eftermiddagen. Der er dansk repræsentation i toppen, hvor stigninger efter gode regnskaber fra Demant og Pandora belønnes med kursstigninger på 14 pct. til 133,40 kr. og 13 pct. til 561,20 kr.
De markante stigninger i de to danske aktier er dog overgået af en stigning på det schweiziske telekommunikationsselskab Huber og Suhner 16,5 pct. til 269 schweizerfranc. Selskabet løftes efter at schweiziske UBS har løftet kursmålet for aktien til 320 fra 230. Det skyldes muligheden for selskabet at lukrere på den massive opbygning af datacentre, skriver UBS.
I den anden ende af indekset ligger norske Equinor, der falder markant på børsen i Oslo først på eftermiddagen med 10,5 pct. til 343.,30 norske kr. efter at have leveret regnskab.
Faldet skyldes ifølge Bloomberg News en lavere end ventet omsætning samt udfordringer for pengestrømmene i første kvartal, skriver mediet.
Equinor omsætning nåede 27,84 mia. dollar i kvartalet, hvilket er 6,9 pct. lavere end året før og lavere end det forventede 28,81 mia. dollar.
På trods af en stigning i den justerede driftsindtjening på 13 pct. til 9,77 mia. dollar blev selskabets operationelle pengestrømme svækket, blandt andet på grund af behovet for større sikkerhedsstillelse på derivatposter.
Og det er ifølge flere analytikere skuffende, heriblandt bemærker Citi, at "'cash conversion" er mærkbart svagere end tidligere kvartaler."
.\\˙ MarketWire