Den amerikansk-israelske krig mod Iran har sendt rystelser gennem verdens energimarkeder, men situationen er endnu ikke kritisk og der er samtidig et godt stykke vej til energipriserne tilbage i 2022.
Sådan lyder det fra Kim Blindbæk, der er seniorøkonom hos AL Sydbank.
- Lige nu er energipriserne en udfordring for en lang række lande. Vi vurderer dog, at situationen endnu ikke er kritisk. Vi er samtidig et godt stykke vej fra de energipriser, som vi så under energikrisen i 2022, udtaler Kim Blindbæk og fortsætter:
- Her er det dog værd at huske på, at det er meget svært at erstatte den olie og flydende naturgas, som vi får fra Mellemøsten. Det hjælper heller ikke på situationen, at Hormuzstrædet er spærret, hvorfra der under normale omstændigheder udskibes omkring 20 pct. af den globale olie- og naturgasproduktion.
Krigen har har sendt prisen på både olie og naturgas i vejret, hvor særligt prisen på sidstnævnte torsdag er steget efter iranske missilangreb på Qatars Ras Laffan-anlæg, der er verdens største producent af flydende naturgas.
Angrebene har torsdag sendt futuren for den europæiske naturgas i vejret med 17 pct. til 64,02 euro for en megawatt-time.
Prisen er dog fortsat en del under de naturgaspriser, som Ruslands invasion af Ukraine tilbage den 24. februar 2022 medførte.
Gaspriserne dengang noget nær eksploderede, da Ruslands invasion blandt andet betød, at russisk eksport af naturgas blev sanktioneret af Vesten.
På sit højeste nåede naturgaspriserne 345 euro for en megawatt-time.
Til sammenligning ramte prisen 3,4 euro per megawatt-time i maj 2020, efter at coronarestriktioner i foråret 2020 havde sendt efterspørgslen efter alternativer såsom olie i hullet og priserne samme vej.
Den Europæiske Union, EU, har dog lært af krisen tilbage i 2022, hvor man blev bevidst om behovet for ikke at være afhængig af en forsyningskilde. Rusland leverede omkring 40 pct. af regionens gasbehov tilbage i 2021, skriver Bloomberg News.
På Det Europæiske Råds hjemmeside fremgår det, at "for rødledningsgas og LNG tilsammen tegnede Rusland sig for omkring 13 pct. af EU's samlede gasimport i 2025".
ANGREB I QATAR ER DÅRLIGE NYHEDER
At skaderne hos verdens største producent af naturgas i Qatar beskrives som værende "omfattende" er bekymrende, noterer Kim Blindbæk.
- I vores optik er det meget dårlige nyheder for især den europæiske økonomi, at energiinfrastruktur nu ser ud til at være legitime mål. Ødelæggelser af olie- og gasfelter kan nemlig tage adskillige måneder at reparere. Det betyder, at selv hvis krigen skulle stoppe i morgen, vil der gå lang tid, inden golfstaterne igen kan eksportere energi på fuld kapacitet, pointerer Kim Blindbæk og fortsætter:
Der er stor forskel på, hvor afhængige lande er af naturgas fragtet gennem Hormuzstrædet, hvor data fra Bloomberg News viser, at 3 pct. af Europas samlede gasforbrug er afhængig af fragt gennem strædet.
Til sammenligning er 28 pct. af Indiens samlede gasforbrug afhængig af transport gennem Hormuzstrædet, mens tallet for Kina lyder på 6 pct.
.\\˙ MarketWire