Fredag steg den dansk toneangivende rente og det samme var tilfældet for ugen som helhed.
Det er fortsat krigen i Mellemøsten, som tager opmærksomhed med høje oliepriser som presser forbrugerpriserne op og puster til frygten for stigende inflation, der kan sætte en kæp i hjulet for fremtidige rentenedsættelser fra centralbankerne.
Fredag lukkede renten i 2,84 pct. - 3 basispoint højere end torsdag og 11 basispoint højere end sidste fredag. Så siden starten af Iran-krigen er den danske ledende rente steget 32 basispoint.
Torsdag blev de geopolitiske spændinger yderligere forstærket af hård retorik fra både USA's præsident, Donald Trump, og Irans nye leder, Mojtaba Khamenei.
SKUFFENDE BNP-VÆKST I USA
På nøgletalsfonten var der en gedigen negativ overraskelse i den anden opgørelse af BNP-væksten for fjerde kvartal i USA. Den blev 0,7 pct. mod ventet 1,4 pct. Trods skuffelsen rykkede det ikke markederne meget. Der var også tal for privatforbruget i USA, der i fjerde kvartal faldt til 2,0 pct. mod ventet 2,4 pct.
Tal for arbejdsmarkedet i USA viste, at de amerikanske arbejdsgivere søgte 6,946 mio. nye medarbejdere til ledige stillinger, mens økonomer ifølge Bloomberg News havde ventet 6,750 mio. jobopslag i januar.
Den amerikanske centralbank, Federal Reserves, foretrukne inflationsmål, kerneinflationsindikatoren PCE Core, landede også. Den viste en stigningstakt på 3,1 pct. på årsbasis i januar, mens priserne steg med 0,4 pct. i forhold til måneden før.
Det var helt som ventet blandt økonomerne ifølge Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire