19. mar. 2026 kl. 09:01
365 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Guldprisen falder på ny: Har kurs mod længste negative stime siden 2023

Guldprisen falder på ny: Har kurs mod længste negative stime siden 2023

Guldprisen falder torsdag morgen for syvende børsdag på stribe, efter at nye prisstigninger på olie har dæmpet markedets forventninger til kommende rentenedsættelser, skriver Bloomberg News.

Stigende energipriser puster - som konsekvens af krigen i Mellemøsten - til inflationen, og før den aftager, kommer der næppe rentenedsættelser i USA, signalerede den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, onsdag aften. Her fastholdt centralbanken sin toneangivende rente på 3,50-3,75 pct.

- Hvis vi ikke ser den fremgang, så vil vi ikke se en rentenedsættelse, lød det onsdag fra Jerome Powell om inflationen på bankens pressekonference.

Finansmarkedet har efterfølgende skruet ned for sine forventninger til en amerikansk rentenedsættelse i år, og sendt obligationsrenterne højere. Og dermed syner obligationer nu relativt mere attraktive sammenlignet med investeringer i guld, der ikke giver renter.

Guldet, der ellers ofte bruges som sikker havn i krisetider, falder torsdag morgen lige over 3 pct. til 4715,02 dollar for en troy ounce fra 4862,19 dollar onsdag eftermiddag.

Da guldet ramte sin seneste top den 2. marts, efter at Israel og USA i weekenden havde indledt angrebet på Iran, var prisen 5419,11 dollar for en troy ounce. Alletiders rekord blev sat i slutningen af januar, da guldet blev handlet i 5595 dollar.

Med prisfald på guld syv børsdage i rap, har ædelmetallet sat kurs mod den længste negative stime siden oktober 2023, skriver Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 225 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig