15. apr. 2021 kl. 12:44
7301 visninger

Højrentelande presset af rentestigninger i USA

COVID-19 har ikke sluppet sit tag i verdensøkonomien endnu, men vaccinationsprogrammerne er flere steder godt i gang og giver håb om mere åbne økonomier. Læs vores forventninger til HøjrenteLande.

Der er fortsat nedlukninger mange steder, men der er også lys forude. I USA betyder præsident Bidens hjælpepakke, at den økonomiske vækst i år vil være markant højere end uden pakken. Den amerikanske centralbank har meldt ud, at inflationen gerne må være højere på kort sigt, fordi økonomien er vigtigere at få op i gear. Kombinationen har ført til højere renter på de lange amerikanske statsobligationer, hvilket har presset højrentelandeobligationer. 

Vi vurderer dog, at de værste rentestigninger er ovre for nu. Hvis renterne stiger meget mere, vil de begynde at begrænse den økonomiske vækst i USA, hvilket aktuelt ikke er ønsket fra centralbankens side. Derudover skal man ikke undervurdere, at stigningerne hidtil er kommet på en positiv baggrund – øget økonomisk vækst.

Den store hjælpepakke smitter af på den globale vækst, så blandt andet OECD opjusterede forventninger til væksten i de fleste lande inklusiv mange højrentelande. Det er på mange måder Europa, som vækstmæssigt hænger mest i bremsen, hvilket skyldes nedlukninger og langsom udrulning af vacciner samt noget mindre hjælpepakker. 

Store økonomiske konsekvenser i Brasilien og Mexico
I Brasilien og Mexico er antallet af smittede med COVID-19 stadig meget højt, hvilket presser landene hårdt. I begge landes tilfælde falder mange af problemerne tilbage på landenes populistiske præsidenter. Af samme årsag vil de økonomiske konsekvenser formentlig også være noget hårdere her end i de fleste andre højrentelande.

IMF har besluttet at øge landenes SDR-allokering, hvilket i praksis betyder, at landenes valutareserver er blevet øget. Det er især vigtigt for de svageste af højrentelandene. Der er ikke nogen betingelser knyttet til SDR-udvidelsen, hvilket er en forskel til IMF-programmerne.

Inflationen kigger frem
Inflationen er begyndt at dukke op flere steder i Emerging Markets. Noget skyldes såkaldte ”basis-effekter”. Dvs. fald i priserne sidste år, som nu falder ud af den årlige stigningstakt. Men det er ikke hele forklaringen. De fleste råvarepriser er steget, og det begynder at kunne ses i forbrugerpriserne. Derudover har flaskehalse relateret til COVID-19 også været med til at sende priserne op på trods af svage økonomier. Nu kommer opsvinget så forhåbentlig oveni, hvilket betyder, at der for en tid vil være risiko for mere inflation. 

I nogle højrentelande er inflationen endda nået til et punkt, hvor centralbankerne er begyndt at røre på sig, og det er tidligere, end vi havde forventet ved starten af året. I Brasilien har centralbanken hævet styringsrenten i lyset af kraftigt stigende inflation, og vi forventer renteforhøjelser ved de fleste møder resten af året. I Rusland er centralbanken tilsvarende begyndt at hæve styringsrenten om end i et lavere tempo. De lokale renter er steget i næsten alle benchmarklande. Det er kombinationen af højere amerikanske renter og ovennævnte inflationsudvikling, som har sat sig i renterne.

Nogle af valutaerne har glæde af højere styringsrenter i en tid, hvor de amerikanske renter er på vej op. Det er dog ikke alle centralbanker, der står over for at skulle hæve styringsrenterne i år, og det er som altid meget forskelligt fra land til land.

Stiv modvind for obligationer fra højrentelande
Højrentelandeobligationer udstedt i hård valuta har mødt stiv modvind i form af stigende amerikanske renter i første kvartal. Kreditspændet til amerikanske statsrenter er dog næsten uændret og er i vores øjne stadig attraktivt. Vi ser især værdi i det B-ratede segment samt i BBB-segmentet udstedt i EUR. Vi vurderer, at et lidt mere stille rentemarked i USA vil føre til et indsnævret kreditspænd. 

Økonomierne vil komme sig igen
Vi er fortsat af den vurdering, at den lempelige pengepolitik, som de fleste centralbanker fører, samt de vidt åbne statskasser betyder, at økonomierne vil komme sig igen, hvilket kun vil blive forstærket, efterhånden som vaccinerne bliver mere og mere udbredt i 2021. Dertil er den store amerikanske stimulipakke positiv for verdensøkonomien.

 

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

1,6
Baseret på 23 anmeldelser