03. jun. 2026
39 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Installatørgruppen vil sælge aktier i børsnotering til 15 kr. stykket

Installatørgruppen vil sælge aktier i børsnotering til 15 kr. stykket

Installatørgruppen går efter en pris på 15 kr. per aktie i forbindelse med selskabets kommende børsnotering.

Det vil give en markedsværdi på 4,5 mia. kr., oplyser selskabet i en meddelelse onsdag morgen.

Udbuddet i forbindelse med børsnoteringen består af 70 mio. eksisterende aktier fra majoritetsejeren FSN Capital samt 300 mindre aktionærer, som hovedsagligt består af tidligere ejere og medlemmer af ledelsen fra porteføljeselskaber såvel som medlemmer af gruppens bestyrelse og ledelse.

Derudover er der en overallokeringsret på godt 10 mio. aktier, der vil bringe det samlede udbud op på 80,5 mio. aktier.

Udbudsperioden vil starte torsdag og afsluttes senest onsdag i næste uge. Herefter venter Installatørgruppen torsdag i næste uge - den 11. juni - at løfte sløret for resultatet af udbuddet.

Det er også den dag, at aktierne i selskabet ventes at have første handelsdag på børsen.

Aktierne i børsnoteringen skal sælges til både institutionelle og private investorer herhjemme samt visse "kvalificerede investorer" i USA og enkelte andre lande, fremgår det.

ETABLERET I 2023

Installatørgruppen blev etableret i 2023, hvor 11 danske installationsvirksomheder gik sammen med kapitalfonden FSN Capital for at etablere virksomheden, der er aktiv inden for blandt el-, vvs, varmepumper, solenergi samt ventilations- og kølesystemer.

Siden har selskabet gennemført mere end 45 opkøb i Danmark og Schweiz.

Selskabets samlede omsætning var 4,2 mia. kr. i 2025, hvor driftsresultatet (EBITA) løb op i 410 mio. kr.

Bundlinjen viste sidste år et overskud på 75 mio. kr. mod et plus på 43,8 mio. kr. i 2024.

I 2026 venter Installatørgruppen en kombineret omsætning på 5,45-5,7 mia. kr. og et driftsresultat (EBITA) på 475-525 mio. kr.

På mellemlangt sigt går gruppen efter en organisk omsætningsvækst på 3-5 pct. og en EBITA-margin på omkring 9 pct.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,8
Baseret på 56 anmeldelser