Irans Revolutionsgarde har tidligt torsdag morgen rettet angreb mod en amerikansk militærbase som gengældelse for et amerikansk angreb mod en havneby ud til Hormuzstrædet natten over.
Det skriver det iranske nyhedsbureau Tasnim ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge revolutionsgarden fandt angrebet sted klokken 04.50 lokal tid - klokken 03.20 dansk tid.
Angrebet er ifølge revolutionsgarden en reaktion på et amerikansk angreb i Bandar Abbas i det sydlige Iran tidligere på natten.
Samtidig advarer den magtfulde revolutionsgarde om, at en gentagelse af det, som den kalder en aggression, vil udløse en "mere resolut" reaktion.
Irans Revolutionsgarde oplyser ikke, hvilken amerikansk militærbase den har rettet angreb imod.
Hæren i Kuwait meddelte tidligere på morgenen, at landets luftforsvar var i gang med at afværge fjendtlige drone- og missilangreb.
Der er ingen meldinger om, hvor dronerne og missilerne kommer fra.
Fra hæren lyder det videre, at lyde fra eksplosioner stammer fra luftforsvarssystemerne, der forsøger at opsnappe dronerne.
Der er tidligt torsdag morgen ingen meldinger om dræbte eller sårede i forbindelse med angrebet.
Natten til torsdag sagde en unavngiven amerikansk embedsmand til Reuters, at USA udførte nye angreb på et iransk militærområde og nedskød flere iranske droner.
Ifølge embedsmanden udgjorde dronerne og militærområdet en trussel mod amerikanske styrker og kommerciel skibsfart i Hormuzstrædet.
Tidligere på natten skrev iranske medier, at der kunne høres eksplosioner øst for den iranske havneby Bandar Abbas omkring klokken 01.30 lokal tid - midnat dansk tid.
Natten til tirsdag udførte USA angreb mod blandt andet skibe og affyringsramper i det sydlige Iran. USA har beskrevet angrebene som defensive.
Irans udenrigsministerium kaldte efterfølgende de amerikanske angreb for et "groft brud" på våbenhvilen.
/ritzau/