Flere opkøb, løsningen på et millionforlig med en vigtig kunde og en stærk vækst kan topchef i ISS Kasper Fangel skrive sig bag øret, efter at selskabet har aflagt regnskab for første halvår af 2026.
Et regnskab som han selv er "rigtig godt tilfreds med".
- Det er lang tid siden, at ISS har haft så stærk en vækst i første halvår. (...) Og den yderligere omsætning vi får ind, den er også profitabel, siger Kasper Fangel til MarketWire i forbindelse med regnskabet.
I korte træk leverede ISS i første halvår bedre end ventet i forhold til analytikernes estimater, hvor den høje vækst på toplinjen også ses smitte af på de øvrige resultater i servicekoncernen.
Koncernens toplinje voksede organisk med 8,2 pct. i halvåret, mens der af analytikerne var ventet en vækst på 7,2 pct. I samme halvår året før lød den organiske vækst på 4,2 pct.
Og det bliver også belønnet på børsen i København, hvor aktien er strøget til tops blandt eliteaktierne i C25-indekset. ISS-aktien stiger 2,6 pct. til 280,20 kr. i et indeks, der ellers falder marginalt.
FORTROLIG ENGANGSINDKOMST
En del af væksten kan tilskrives, at ISS i maj fik løst den mangeårige konflikt med storkunden Deutsche Telekom.
Som led i forliget på har ISS modtaget de 600 mio. kr. i manglende betalinger, og derudover er kontrakten med storkunden blevet forlænget til 2035.
Allerede før regnskabet spekulerede blandt andet Berenbergs analytikere i, at der kunne blive bogført en engangsindtægt i regnskabet, som følge af den løste tvist.
Og det blev således realiseret i kvartalet, hvilket ifølge servicekoncernen har haft en "mærkbar" indflydelse på den organiske vækst i halvåret, men det får den ikke for helåret, understreger topchefen, der ifølge forligets betingelser ikke må sætte tal på det konkrete beløb.
Han kommer det dog så tæt som muligt og oplyser, at engangsindtægten er registreret under projektarbejde, som vokser 3 pct. i halvåret.
- Uden den her engangs - one-off impact - der havde vi stadigvæk haft en positiv tilvækst fra projektarbejde, siger han.
"ET GODT STRATEGISK FIT"
I kvartalet kunne ISS også præsentere opkøbet af sin mindre norske konkurrent Tomagruppen.
I slutningen af juni blev opkøbet endeligt godkendt af de relevante myndigheder, og ISS har trods en sommerferieplaget måned haft til tid at tilrettelægge integrationen af de 4000 nye medarbejdere, som før var ansat hos Tomagruppen.
- Vi forventer, at det kommer til at tage cirka 12 måneder, før integrationen er på plads, siger han og uddyber at forløbet ind til videre løber planmæssigt.
Det er en del af ISS' strategi at gennemføre såkaldte "bolt-on"-opkøb af selskaber, der nemt kan sluges af ISS, og hvor synergierne er tydelige.
På spørgsmålet om, hvor mange penge ISS forventer at kunne høste i synergier fra opkøbet, lyder følgende fra Kasper Fangel:
- Det vil jeg ikke give dig et konkret tal på, fordi det vil heller ikke være fair overfor folk internt at socialisere noget omkring det. Men vi har selvfølgelig opkøbt Toma, fordi det er et godt strategisk fit.
Den seneste tid har facility-management branchen set flere konsolideringer i blandt andet Storbritannien, men det ligger - for nu - ikke i kortene for ISS, fortæller topchefen.
- Det vil ikke være et fokus for ISS at gå ud og lave store transformationsopkøb, så det skal man ikke forvente i de næste kapitler.
I forhold til, hvor lang tid, der er tale om, når Kasper Fangel siger "de næste kapitler", holder topchefen spændingen og henviser til selskabets kommende kapitalmarkedsdag den 14. september i København.
.\\˙ MarketWire