Den italienske forhandler af høreapparater, Amplifon, får hårde ord med på vejen af analytikerkorpset, efter at selskabet sent onsdag kom med regnskab for fjerde kvartal 2025 samt mål for 2026.
Amerikanske Jefferies peger på, at regnskabet næppe kommer til at glæde investorerne, og 2026-prognosen er svag og efterlader "rum for fortolkning" i et marked, som forventes at forblive afdæmpet.
Hos RBC mener analytiker Jack Reynolds-Clark, at den "tvetydige" prognose antyder en potentiel lav til midt-en-cifret nedgang i forhold til det nuværende konsensus for 2026.
Amplifon skriver selv, at selskabet venter "en gradvis forbedring i den globale efterspørgsel på omkring 3 pct.", hvilket er understøttet af "en progressiv genopretning på det amerikanske marked for private, drevet primært af Private Pay-segmentet".
Europa ventes at vise tendenser på bedring, og selskabet venter en "fortsat overpræstation på nøglemarkeder med solid progressiv forbedring i organisk vækst sammenlignet med 2025," fremgår det regnskabet.
I fjerde kvartal faldt nettoomsætningen med 1,9 pct. til 651,9 mio. euro i forhold til samme periode sidste år, hvilket betød, at selskabet landede 18 mio. euro under analytikernes forventninger.
Det justerede EBITDA-overskud skrumpede samtidig med 5,8 pct. til 145,5 mio. euro mod ventede 154,5 mio. euro.
På bundlinjen kan Amplifon notere sig et justeret nettoresultat på 49,6 mio. euro, hvor analytikerskønnet lød på 54,1 mio. euro.
Til sammenligning venter danske Demant venter for 2026 en organisk vækst i intervallet 3-6 pct., mens GN sigter i 2026 efter en organisk vækst på 3-7 pct.
.\\˙ MarketWire