Leo Pharma har udpeget en række banker til at stå i spidsen for den potentielle børsnotering i år.
Det skriver Bloomberg News med henvisning til unavngivne kilder.
Ifølge kilderne samarbejder medicinalselskabet med Danske Bank, JPMorgan og Morgan Stanley om den mulige børsnotering. Derudover fremgår det, at der kan blive tale om at hyre yderligere banker til at hjælpe med aktiesalget.
Leo Pharma, der har specialiseret sig i hudsygdomme, blev værdisat til omkring 3 mia. euro inklusive gæld, da Nordic Capital købte en minoritetsandel i 2021.
Kilderne pointerer, at der fortsat ikke er truffet nogen endelig beslutning, og detaljerne stadig kan ændres.
Det er ikke lykkedes for nyhedsbureauet at få en kommentar fra Leo Pharma, Danske Bank, JPMorgan eller Morgan Stanley.
Tilbage i februar sagde topchefen, Christophe Bourdon, til MarketWire, at børsnoteringen afhang af markedsforholdene.
- Jeg synes virkelig, at vi er kommet ind i 2026 i en stærk position. Selvfølgelig kan jeg ikke kontrollere markedsforholdene, men min rolle er sammen med resten af holdet at sikre , at vi fortsat er knivskarpe på at levere værdi for selskabet, sagde topchef Christophe Bourdon i februar.
- Så kommer det til at afhænge af aktionærerne, hvornår vi trykker på knappen.
Leo Pharma ejes af Leo Fondet med et ejerskab på 80 pct. og af Nordic Capital, der sidder på de resterende 20 pct.
.\\˙ MarketWire