A.P. Møller-Mærsks konkurrent CMA CGM har i stigende grad taget Det Røde Hav i brug i sin sejlads.
Selv om rederiet endnu er det eneste større selskab, der sejler den rute, lægger en stigende normalisering af sejladsen pres på Mærsk.
Det kan betyde, at ikke bare 2026 og 2027, men også 2028 vil blive tabsgivende for Mærsk, vurderer Jyske Banks senioranalytiker Haider Anjum.
- Mærsk bliver i hvert fald presset til at overveje Rødehavet, nu CMA CGM fortsætter den gradvise tilbagevenden, skriver han i et notat.
Forventningen i Jyske Bank er, at Mærsk i 2026 vil ramme midtpunktet for sine forventninger om et driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 4,5-7 mia. dollar og en indtjening, EBIT, på minus 1,5 til plus 1 mia. dollar.
Nogle investorer havde ellers ifølge Jyske Bank spekuleret i muligheden for en opjustering på grund af stigende fragtrater. Haider Anjum påpeger dog, at fragtraterne ikke er steget i det tempo, som det var håbet, og at brændstofpriserne samtidig er taget til.
- Vi hælder fortsat til, at 2026 og 2027 bliver tabsgivende år på EBIT-niveau og venter, at efterspørgsel/udbudsubalancerne blot er blevet skubbet længere frem i tiden, hvorfor 2028 også bliver et tabsgivende år, hvor der ifølge Alphaliner ventes en kapacitetsvækst på 11,5 pct. mod en forventet efterspørgselsvækst på 2-4 pct., skriver senioranalytikeren.
Historisk har en forskel i kapacitets- og efterspørgselsvæksten på mere end 5 pct.point ført til fald i fragtraterne på 17-72 pct., tilføjer han.
.\\˙ MarketWire