08. apr. 2026 kl. 06:03
43 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Mærsk/Jyske: Voldgiftssag mod Mærsk vurderes håndterbar

Mærsk/Jyske: Voldgiftssag mod Mærsk vurderes håndterbar

Hongkong-baserede CK Hutchisons datterselskab Panama Ports Company, PPC, har indledt en voldgiftssag mod Mærsk, der omhandler overtagelsen af driften af Balboa-havnen ved Panamakanalen.

Dog vurderes sandsynligheden for et stort økonomisk krav mod Mærsk som lav, selv om der er risiko for en langvarig og "støjende proces", der kan komplicere relationer i Kina, hvor Mærsk har en betydelig eksponering.

Det skriver Haider Anjum, der er senioraktieanalytiker hos Jyske Bank, i et notat onsdag morgen.

Ifølge PPC, har Mærsk brudt en langvarig kontrakt ved at stille sig på den panamanske regerings side for at hjælpe med at fjerne PPC fra driften i Balboa-havnen og erstatte selskabet med en Mærsk-tilknyttet operatør.

- I strid med kontrakten underminerede Mærsk aftalen og allierede sig med Republikken Panama i forbindelse med dens statsledede kampagne mod PPC og en plan om at erstatte selskabet gennem en overtagelse, der indsatte nye havneoperatører, skriver PPC.

Udover aktivt at have samarbejdet med myndighederne i Panama, beskyldes Mærsk også for at have udnyttet PPC's eksisterende "faciliteter, data og knowhow i forbindelse med overtagelse af den efterfølgende havnedrift", påpeger Haider Anjum.

- Derudover mener PPC, at Mærsk har brudt med konkrete kontraktrelationer, hvor Mærsk ifølge PPC har været part i en eksisterende aftalestruktur. Sagen mod Mærsk er juridisk adskilt fra PPC’s langt større krav mod den panamanske stat for ulovlig ekspropriation. PPC har ikke lagt sag an mod MSC, fortsætter Haider Anjum med henvisning til schweiziske MSC, der skal overtage havnen Cristóbal.

Senioraktieanalytikeren påpeger dog, at selv i et negativt udfald vurderes en potentiel erstatning som håndterbar.

- PPC skal bevise, at Mærsk har været i ledtog med de panamanske myndigheder, at de har brudt eksisterende aftalestruktur med PPC, hvor Mærsk vil argumentere for, at de er lovligt udpeget af staten i Panama, og at de blot agerer som midlertidig operatør uden ansvar for statens beslutninger.

Tilbage i januar annullerede Panamas søfartsmyndighed driften af de to havne Balboa og Cristóbal med CK Hutchison.

CK Hutchisons datterselskab Panama Ports Company har siden 1990'erne drevet containerterminaler ved kanalens stillehavs- og atlanterhavsside.

Rettens officielle begrundelse for at rive kontrakterne med CK Hutchison over var, at de love og handlinger, som ligger til grund for koncessionsaftalen, er forfatningsstridige.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 227 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig