Reportage: Japan begynder at rykke på sig

Reportage: Japan begynder at rykke på sig

I Sydinvest har vi i de senere år haft investeringer i flere japanske selskaber. Seniorporteføljemanager Nicolaj Jeppesen tog til Japan og besøgte en lang række selskaber for at forstå markedet endnu bedre. Læs en reportage fra et meget ander­ledes land.

Dette er min første tur til Japan, og jeg opdagede det med det samme, jeg trådte ud af lufthavnen: de rene linjer, kontrollen, køkulturen, roen.

At træde ud i Tokyo, verdens største by, føles ikke som at besøge andre asiatiske storbyer. Andre steder føles det ofte som at gå lidt tilbage i tiden, men det er langtfra tilfældet ved mit første møde med Japan. Jo, noget foregår langsommere end hjemme, men omvendt fungerer meget i et tempo og med en effektivitet, vi slet ikke kan matche. Helt grundlæggende føles alting bare anderledes.

Stilhed

Der er stille. På vejen til businessdistriktet, hvor hotellet ligger, er det første, jeg bemærker, den larmende stilhed. Verdens største by – og man kan høre en mønt falde til jorden!

Japanere er meget lavmælte, når de er i det offentlige rum. Sjældent hører man nogen snakke i telefon på gaden. Ikke en eneste gang hører jeg mennesker skændes, råbe eller på anden måde ”træde uden for”. Det står i fuld kontrast til alle andre storbyer, jeg har besøgt.

Businessdistriktet i Tokyo

Jeg bevæger mig dog også mod nogle af de mere tætbefolkede områder, hvor især de unge primært kommer. Her er der mindre stille, og musik og reklamer præger i langt højere grad billedet. Men selv de unge er meget afdæmpede, og det bliver aldrig kaotisk som i mange andre asiatiske byer. 

En af de ting, der især bidrager til det, er japanernes køkultur og måde at bevæge sig mellem hinanden. Det er helt ekstremt at se, hvor meget kontrol der er i de meget store folkemængder, og hvordan der – bl.a. i de meget fyldte metrostationer – altid er lige linjer af mennesker frem for kaotiske klumper.

Renlighed is a must

Renligheden i gaderne er også misundelsesværdig. Intet er smidt på jorden, og selv i metroen er der skinnende rent. Det underlige er dog, at der stort set ingen skraldespande er at se. På min tur oplever jeg ofte at rende rundt med min vandflaske eller kaffekop, indtil jeg kommer tilbage på hotellet, da jeg ikke kan finde nogen skraldespande.

Renligheden er også tydelig på alle offentlige toiletter, men ligesom der ikke var skraldespande, så jeg heller aldrig nogen gøre rent. Men om rengøringspersonalet i byen arbejder om natten, eller om det er pga. de avancerede toiletter i Japan, må stå hen i det uvisse.

Japan er anderledes

Japan er meget anderledes end mine forventninger. Japan er af mange kendt som et lukket land, der fokuserer mindre på omverdenen end andre lande, og det er da også rigtigt, at japanerne er reserverede, men de er absolut ikke uvenlige.

Japanerne er kendt for meget høj arbejdsmoral, men det ekstreme hierarki passer måske mindre godt til et fremadskuende samfund. Det har måske også bidraget til, at Japan har været meget konservativt, og at det har taget længere tid at tage nye ting til sig. AI er et godt eksempel.

Verdens største by – og man kan høre en mønt falde til jorden!”

Vi ser dog tegn på ændringer i det japanske arbejdsmarked, hvor arbejdstager i højere grad får forhandlingskraft, og hvor især kvinderne er trådt frem. Det er en positiv udvikling, men fra et relativt lavt niveau. Ingen af de virksomhedsledere, vi snakker med på turen, er således kvinder.

Arkadespil og udklædning

Ligesom mange andre asiatiske unge er de i Japan med helt fremme, hvad angår brug af teknologi. Det var et sjældent syn at se en japaner under 50, der ikke sad klistret fast til skærmen på sin mobil. En sjov observation er dog, at selvom alle har en mobil, er der ret mange telefonbokse: med wifi!

Et punkt, hvor de japanske unge adskiller sig markant fra andre, er deres interesseområder. Bl.a. har en hel bydel dedikeret sig til animé og arkadespil, mens en anden fokuserer på udklædning og det, japanerne kalder ’cuteness’. Altså at alt skal være så kært som muligt.

Vi ser tegn på ændringer i det japanske arbejdsmarked, hvor arbejdstager i højere grad får forhandlingskraft, og hvor især kvinderne er trådt frem.”

Det kan virke på grænsen til sært og umodent set udefra, men for en professionel investor giver det god inspiration til interessante investeringsmuligheder inden for trenden Fremtidens Forbruger.

Aha-oplevelser

Generelt har turen budt på langt flere aha-oplevelser end forventet. Det har givet os et rigtigt godt indtryk af befolkningen og virksomhederne i Japan.

Det betragter vi som vigtigt, for at vi kan blive ved med at finde investeringsmuligheder og nye idéer. Inspirationen giver os muligheden for at trække Megatrends-porteføljen i nye retninger, hvilket potentielt kan få et stort afkastmæssigt potentiale.

31 års tørke

Investeringsmæssigt har Japan haft det svært i lang tid. Fra boblen brast på det japanske marked i slutningen af 1989, tog det nemlig 31 år, før aktiemarkedet igen steg over toppen. I de fleste år var Japan langt efter andre markeder. Men der er sket noget. De seneste to år har Japan ligget blandt de bedste større aktiemarkeder globalt set.

Vi har dog set tegn på ophedning af det japanske aktiemarked. Det har især været drevet af en undervurderet valuta, som giver eksportørerne et ekstra løft, og som gav sig udslag i kraftigt stigende aktiekurser. I juli vendte denne bevægelse dog rundt med de første rentestigninger fra Japans centralbank, og vi oplevede kraftige kursfald. 

I Sydinvest Megatrends fokuserer vi på de langvarige tendenser, og vi ser fortsat Japan som et meget interessant aktiemarked.

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde