01. jun. 2026
36 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Mandagens aktier: Defensive medicinalaktier presset mest i surt marked

Mandagens aktier: Defensive medicinalaktier presset mest i surt marked

Modvind for de defensive aktier var med til at trække ned i det danske eliteindeks, hvor også Pandora var i modvind efter ti med fremgang for smykkeaktien.

Samlet set lukkede C25-indekset med et fald på 1,2 pct. i 1763,54, hvor Mærsk og de energirelaterede aktier havde medvind efter øgede spændinger i Mellemøsten.

- Fokus er stadigvæk meget på Iran, og hvad der sker dernede. Er vi på et sted, hvor der snart kommer en endelig aftale på plads om fred? Det er det, markedet spejder imod, udtaler chefhandler Mads Zink fra Danske Bank til MarketWire.

Mandag eftermiddag blev aktierne sendt dybere ned i hullet efter meldinger fra det iranske nyhedsbureau Tasnim, om at Irans forhandlingsteam stopper udveksling af beskeder med USA gennem mæglere som følge af Israels angreb på Libanon.

Det var med til at sende olieprisen kraftigt i vejret og Mærsk-aktierne samme vej, da en eskalering af konflikten oftest vil medføre højere fragtrater. Mærsks B-aktie steg 3,7 pct. til 16.400 kr.

I den modsatte ende af eliteindekset var de defensive medicinal- og medicoaktier at finde. Dermed fulgte de en negativ udvikling for sektoren i Europa.

Med et minus på 3,8 pct. til 1639 kr. blev Genmab bundskraber blandt medicinalaktierne efterflugt af Coloplast, der tabte 3,5 pct. til 382 kr.

PANDORA SENDT NED EFTER TI DAGES UAFBRUDT KURSRIDT

Aktien i Pandora satte mandag en stopper for den ti børsdage uafbrudte stime af stigninger med et minus på 3,4 pct. til 580,40 kr.

Det seneste ryk opad for aktien er kommet efter regnskabet for første kvartal, der fik en pæn modtagelse. Pandora har desuden været påvirket meget af udsving i sølvpriserne i år, som i maj har stabiliseret sig efter høje stigninger i vinter.

I den energirelaterede afdeling sluttede Vestas med et plus på 0,8 pct. i 181,45 kr. efter positive ord fra Jyske Bank, der ser god mulighed for, at den danske vindmøllekoncern kan overgå forventningerne med hensyn til ordrehøsten i andet kvartal.

Vestas annoncerede også to mindre ordre på samlet set 95 MW.

Novonesis' eksponering mod energi blev også bemærket hos finanshuset Citi, der vurderer, at enzymkoncernen kan drage fordel af konflikten i Mellemøsten, da den kan øge efterspørgslen efter alternative brændstoffer såsom ethanol. Og Citi ser en organiske salgsvækst ende højere i år end selskabet selv.

Aktien endte mandag med en stigning på 0,5 pct. i 374,30 kr.

De øgede spændinger i Mellemøsten løftede mandag eftermiddag de europæiske gaspriser, hvilket i sin tur gav modvind for Rockwool, som har en energitung produktion af stenuld.

Isoleringsaktien sluttede med et fald på 4,2 pct. i 193,90 kr. i bunden af eliteindekset.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,8
Baseret på 52 anmeldelser