14. jun. 2022 kl. 07:00
2841 visninger

Mest forventelige scenarie for 2022

Der er store usikkerheder forbundet med retningen af verdensøkonomien, som den ser ud lige nu. Til det formål har vi opstillet tre scenarier. Et positivt, et negativt og så det mest forventelige, som du kan læse om her.

I dette scenarie forsvinder problemerne med de store prisstigninger ikke på den korte bane, men bliver gradvist bedre hen mod slutningen af året. Der vil stadig være høje forbruger- og energipriser, men vi nærmer os her toppen af prisstigningerne. Vi vil samtidig se, at Kina langsomt løsner tøjlerne omkring deres corona-nedlukninger og åbner langsomt op for byerne og produktionen.

Konsekvenser for global økonomi

”Vi vil se, at økonomien bremser op som resultat af stigende renter og høje priser, men vi vil stadig se en lille vækst i verdensøkonomien. Her er forventningen, at væksten vil komme gradvist tilbage,” forklarer cheføkonom Søren Kristensen, Sydbank.

”Forbrugerne får det dog sværere, end de har det i dag. Boligpriserne vil falde en lille smule, mens arbejdsløshed må formodes at stige. Det vil gå mærkbart ud over økonomien, der vil gå ned i et lavere leje end de tidligere høje niveauer. Selvom det gør ondt, er det dog ikke nødvendigvis skidt, at vi sætter farten lidt ned i økonomien.”

De korte renter vil stadig stige pænt. De lange renter stiger mindre, men vil måske falde tilbage i slutningen af året. På den lange bane vil der altså være en behersket rentestigning, men dog en stigning.

Konsekvenser for aktiemarkederne

”Vi ser ind i marked, hvor vi forventer et lavt afkast eller et negativt afkast på aktierne i det kommende år, men vi er ydmyge over for, at der er stor usikkerhed om vejen frem. Dette skal derfor ikke ses som et signal til at sælge alle aktier i sin portefølje, men i stedet til at tage en snak med sin rådgiver for at undgå for høj risiko,” forklarer aktieanalysechef Jacob Pedersen, Sydbank.

”I dette scenarie vil der komme skuffelser fra en del selskaber, ligesom vi senere på året vil se ind i nedjusteringer fra de aktuelle indtjeningsniveauer for 2022. Det er nok især sektorer som cyklisk forbrug og industri, der vil mærke opbremsningen. Generelt vil vi se, at forventningerne til prisfastsættelsen på aktierne vil være nedadgående, ligesom lysten til at betale dyrt for aktierne vil mærke et dyk.”

”Selvom udsigterne ikke er just positive, er det vigtigt at huske, at man ikke kan skære alle selskaber over én kam. Der vil oftest være virksomheder, der kan lukrere på en given situation og skabe lyspunkter i forhold til resten,” uddyber Jacob Pedersen.

"Selvom udsigterne ikke er just positive, er det vigtigt at huske, at man ikke kan skære alle selskaber over én kam"
Tre scenarier for resten af 2022
Læs også

Tre scenarier for resten af 2022

Læs artikel

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,9
Baseret på 24 anmeldelser

Mest læste artikler