Capri Holdings, som står bag kendte modebrands som Michael Kors og Jimmy Choo, skuffer med salget i fjerde kvartal samt salgsprognosen for første kvartal, mens indtjeningen viser anderledes positive takter.
Investorerne ser umiddelbart ud til at vægte indtjeningen, da aktien handles 0,8 pct. højere i onsdagens amerikanske formarked.
I fjerde kvartal er omsætningen landet på 796 mio. dollar, hvor analytikere adspurgt af Bloomberg News ventede 800,1 mio. dollar.
Her lander salget for Michael Kors, der blandt andet er kendt for fodtøj, ure og smykker, på 656 mio. dollar mod ventet 663 mio. dollar.
Salget for Jimmy Choo, der er kendt for luksussko og håndtasker, lander på 140 mio. dollar mod ventet 137 mio. dollar.
For første kvartal ventes omsætningen at nå 750 mio. dollar mod ventet 791,8 mio. dollar.
- På længere sigt forventer vi at øge Michael Kors omsætning til 4 mia. dollar og Jimmy Choos omsætning til 800 mio. dollar, samtidig med at rentabiliteten øges betydeligt, skriver Capri Holdings i regnskabet.
Til gengæld overrasker indtjeningen per aktie positivt ved at nå 22 cent - det dobbelte af de ventede 11 cent og prognosen for første kvartal på 40 cent er også betydeligt over konsensus på 32 cent.
.\\˙ MarketWire