Entreprenørkoncernen MT Højgaard Holding har i sit første kvartal måttet døje med den lange og hårde vinter, og det kan mærkes på både omsætning og indtjening. Til gengæld er det væltet ind med ordrer på tværs af alle forretningsområder.
Det beretter MT Højgaard Holding i sit regnskab for første kvartal fredag morgen.
Det blev til en omsætning på 2153 mio. kr. og et overskud i driften, EBIT, på 67 mio. kr. Det er en klar tilbagegang fra samme periode sidste år, hvor der stod henholdsvis 2625 mio. kr. og 98,5 mio. kr. for de to forretningsenheder, MT Højgaard Danmark og Enemærke & Petersen.
- Begge forretningsenheder havde som ventet et lavere aktivitetsniveau, der afspejler fasningen af ordreporteføljen, hvor især i MT Højgaard Danmark har en række store projekter, der bidrager beskedent til toplinjen i opstartsfasen. Aktiviteten var imidlertid yderligere reduceret som følge af den hårde og langvarige vinterperiode samt udskudt opstart på enkelte projekter, skriver entreprenørkoncernen
- I begge forretningsenheder blev der arbejdet målrettet med at udligne effekten af vejrliget med en intensiveret arbejdsindsats fra marts og frem, lyder det videre.
Det blev et anderledes positivt kvartal for ordrebogen, hvor der tikkede bestillinger og opgaver ind i koncernen for 5 mia. kr. i første kvartal, og det er tæt på en fordobling fra samme periode sidste år, hvor der landede ordrer for 2,6 mia. kr.
- Den positive udvikling var væsentligt påvirket af endelig kontrahering af tidligere tildelte projekter, og spredningen var fortsat god på tværs af større opgaver inden for de tre forretningsområder, skriver MT Højgaard med henvisning til forretningerne for anlæg og infrastruktur, nybyggeri og renovering.
I samme ombæring holder entreprenørkoncernen også fast i sine forventninger til hele året, som lyder på en omsætning i niveauet 10-10,5 mia. kr. og et driftsresultat, EBIT, på 400-450 mio. kr.
Tabel over MT Højgaard Holdings regnskab for første kvartal af 2026:
| Mio. kr. | Q1 2026 | Q1 2025 | FY 2025 |
| Omsætning | 2153 | 2624,8 | 10229 |
| Driftsresultat, EBIT | 67 | 98,5 | 429 |
| Resultat af fortsættende aktiviteter før skat | 67 | 91,0 | 313 |
| Nettoresultat | 42 | 58,1 | 268 |
MT Højgaard Holdings forventninger til 2026:
| Mio. kr. | Ved Q1 2026 | Ved FY 2025 |
| Omsætning | 10.000-10.500 | 10.000-10.500 |
| Driftsresultat, EBIT | 400-450 | 400-450 |
.\\˙ MarketWire