26. maj 2026
26 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Nationalbanken ser skærpede faresignaler på boligmarkedet

Nationalbanken ser skærpede faresignaler på boligmarkedet

Selv om boligkøberne overordnet fremstår robuste, stiger boligpriserne i København i et tempo, der giver anledning til bekymring.

Det konkluderer Nationalbanken i en halvårlig analyse, der er udkommet tirsdag.

- Når priserne stiger så markant, og vi samtidig ser tegn på, at udviklingen i højere grad er forventningsdrevet, så øges sårbarheden ved et senere fald i priserne, siger nationalbankdirektør Ulrik Nødgaard i en pressemeddelelse.

- Endvidere ser vi nu klarere tegn på spredning uden for København. Derfor er det afgørende, at der ikke bliver lempet på lånereglerne, som har bidraget til den robusthed, boligejerne har i dag, lyder det.

Hvis boligpriserne stiger i København, er det ifølge Nationalbanken naturligt, at nogle af køberne søger mod nærliggende områder, hvor priserne er lavere.

Men hvis prisudviklingen er drevet af overoptimisme, kan spredningen betyde, at flere boligejere i sidste ende kan blive ramt af en priskorrektion, lyder det.

Priserne på ejerlejligheder i Københavns Kommune var i fjerde kvartal sidste år 25 procent højere end i samme periode året inden.

Stigningen er højere, end hvad der virker foreneligt med lønudviklingen, og derfor vurderer Nationalbanken i sin analyse, at det er uholdbart.

Samme tendens tegner sig for markedet for ejerlejligheder i Aarhus.

I samme periode er priserne på enfamiliehuse på landsplan steget syv procent. Det sidste er ikke i sig selv voldsomt, men i et historisk perspektiv er det ifølge Nationalbanken højt.

I analysen konkluderes det også, at krigen i Mellemøsten og de stigende energipriser øger risikoen for kraftige fald på de finansielle markeder.

Til gengæld er bankernes høje indtjening med til at udgøre en solid stødpude, i tilfælde af at de pludselig bliver ramt af tab.

/ritzau/

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 31 anmeldelser