Storbanken Nordea giver ikke analytikerne de store panderynker i forbindelse med regnskabet for fjerde kvartal og dermed hele 2025. Storbanken lander inden for det ventede - og på de fleste posten en smule over.
- De gode tider fortsætter for Nordea. Egenkapitalen forrentes stadig fornemt, men lidt lavere. Dog stadig i toppen blandt de skandinaviske storbanker. Regnskabet vil nok blive opfattet som lidt "kedeligt", fordi tallene kliner sig op af forventningerne og fremtiden ligner nutiden og i et vist omfang fortiden, lyder det fra Per Hansen, der er investeringsøkonomi Nordnet.
Nettorentegebyrindtægterne tynges en my og falder til 1765 mio. svenske kr. fra 1854 mio. svenske kr. i kvartalet 2024. Men den havde analytikerne luret - de havde dog set en lidt større tilbagegang til 1758 mio. svenske kr. ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. Det samme gør sig også gældende for posten nettogebyrindtægterne.
Samlet lander indtægterne i fjerde kvartal 2948 mio. svenske kr. eller 20 mio. svenske kr. højere end analytikernes bud mod 2955 mio. svenske kr. i kvartalet 2024.
Bundlinjen lander på 1157 mio. svenske kr. mod ventet 1163 mio. svenske kr. og 1129 mio. svenske kr. i fjerde kvartal 2024.
- På mange måder er Nordea stærkere end nogensinde før. Det giver os en god position til at støtte vores kunder i denne periode med generel global usikkerhed og vedvarende geopolitiske spændinger, siger Frank Vang-Jensen, Nordeas topchef, om regnskabet.
I 2026 venter Nordea at nå en forrentning af egenkapitalen på "over 15 pct". Til sammenligning var prognosen for 2025 også en egenkapitalforrentning på "over 15 pct.", og slutfacit for året blev 15,5 pct.
- Nordea leverede endnu en gang stærke resultater. Vi afsluttede 2025 godt med en solid rentabilitet i fjerde kvartal, understøttet af vækst i forretningsomfanget og lavere omkostninger. Egenkapitalforrentningen for hele 2025 var 15,5 pct. hvilket er i overensstemmelse med det mål, vi satte os for tre år siden, og det er tredje år i træk, at vi har overskredet 15 pct., siger Frank Vang-Jensen.
- Vi sigter mod en egenkapitalforrentning på over 15 pct. for hvert år frem til 2030 og en betydeligt højere egenkapitalforrentning i 2030. Vi sigter også mod en omkostningsprocent på 40-42 pct. i 2030. Derfor forventer vi at levere en egenkapitalforrentning på over 15 pct. for hele året 2026 og forventer, at vores omkostningsprocent eksklusive reguleringsgebyrer vil ligge på omkring 45 pct., siger han.
Nordea foreslår at skrue en smule op for årets udbytte til 0,96 euro per aktie for regnskabsåret 2025 mod 0,94 euro per aktie for 2024. Til sammenligning havde markedet sat næsen op efter et udbytte på 0,955 euro per aktie.
Udbyttet på 0,96 euro svarer til 7,17 kr., hvilket er 5,7 pct. af onsdagens lukkekurs i 125 kr.
Tabel over tal fra Nordeas regnskab for fjerde kvartal 2025:
| Mio. euro | Q4 '25 | Q4 '25 (e) | Q4 '24 | FY '25 | FY '25 (e) | FY '26 (e) | FY '24 |
| Netto renteindt. | 1765 | 1758 | 1854 | 7167 | 7148 | 7157 | 7594 |
| Netto gebyrindt. | 853 | 845 | 825 | 3249 | 3227 | 3421 | 3157 |
| Res. af poster til dagsværdi | 257 | 249 | 201 | 1045 | 1037 | 1029 | 1023 |
| Samlede indtægter | 2948 | 2928 | 2955 | 11.743 | 11.705 | 11.922 | 12.084 |
| Samlede omkostninger | 1386 | 1377 | 1434 | 5405 | 5397 | 5511 | 5330 |
| Resultat f. nedskrivninger | 1562 | 1578 | 1521 | 6338 | 6322 | 3432 | 6754 |
| Nedskrivninger | 49 | 19 | 54 | 22 | 44 | 162 | 206 |
| Driftsresultat | 1513 | 1510 | 1467 | 6316 | 6314 | 6284 | 6548 |
| Nettoresultat | 1157 | 1163 | 1129 | 4840 | 4829 | 4841 | 5059 |
| Res. pr aktie | 0,34 | 0,34 | 0,32 | 1,39 | 1,398 | 1,416 | 1,44 |
| Udbytte (euro) | - | - | - | 0,96 | 0,955 | 0,971 | 0,94 |
(e) = Estimat er indsamlet af Bloomberg News den 26. januar fra op til 25 analytikere.
Forventninger til 2026:
| I pct. | Ved FY '25 |
| Egenkapitalforrentning | Over 15 pct. |
I 2025 var egenkapitalforrentningen 15,5 pct.
.\\˙ MarketWire