Med stigende priser på skibe står rederiet Norden med en attraktiv skibsportefølje mellem hænderne, hvor der kan sælges fra, når mulighederne opstår.
Ud over den fysiske flåde har rederiet nemlig 91 købsoptioner på skibe, og det er et stærkt kort at stå med, når verden samtidig er præget af geopolitisk uro, fortæller Jan Rindbo, der er administrerende direktør i Norden, til MarketWire, efter rederiets regnskab for første kvartal onsdag.
- Det er jo enormt attraktivt for os at ligge med den portefølje under de markedsforudsætninger, der er i øjeblikket. Fordi på den ene hånd, har vi "upsiden", når priserne stiger, og det er klart, at hvis priserne falder pludselig af en eller anden årsag, så er vi ikke forpligtet til at skulle eje skibene, siger Jan Rindbo.
Hos Norden har man i første kvartal noteret sig, at den indre værdi - eller net asset value - er steget 11 pct. i første kvartal målt mod samme periode sidste år, og det har primært været drevet af de stigende værdier i skibsporteføljen.
Og ifølge Jan Rindbo skal det tilskrives et generelt ønske i markedet om at eje flere skibe.
- Jeg tror, det er en del af den større agenda relateret til den geopolitiske uro, og om at man gerne vil sikre sine forsyningskæder. Jeg tror også, at i tider hvor der er risiko for stigende inflation, at der er interesse i at være investeret i aktiver, siger rederitopchefen.
Tendensen ses i det bredere skibsmarked, lyder det, også uden for Nordens segmenter hvor stor efterspørgsel efter nye skibe har givet travle værfter og fået flere aktører til at kigge mod brugte skibe.
- Værfterne er godt booket op, og det har jo simpelthen drevet prisen på nye skibe op. Og det holder også en hånd under priserne på skibe helt generelt i det, man kan kalde "secondhand-markedet", siger han.
Norden har indtil videre solgt syv skibe i år, men samtidig er der kommet 11 nye i folden - tre købte og otte leasede. Det ligger samtidig ikke fast, hvor mange skibe der skal sælges resten af året, lyder det.
- Det er jo drevet af de muligheder, vi ser i markedet. Så det er ikke sådan, at vi har en fast plan om at sælge skibe, men vi ligger med en portefølje af skibe, som har en høj værdi under de her markedsforudsætninger, vi ser i øjeblikket, siger Jan Rindbo.
- Så det tager vi lidt opportunistisk hen ad vejen, når vi ser, hvad der kommer af muligheder, lyder det videre.
.\\˙ MarketWire