26. maj 2026
46 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Nordex-topchef opfordrer til hårdere EU-blokering af kinesiske vindmøller

Nordex-topchef opfordrer til hårdere EU-blokering af kinesiske vindmøller

Topchefen for tyske Nordex, der konkurrerer med Vestas på vindmøllemarkedet, opfordrer til, at "ikke-vestlige" konkurrenter forhindres i at sælge i EU.

Det sker i en advarsel om den trussel, som kinesisk teknologi udgør mod EU's sikkerhed og industrielle fremtid.

Det skriver Financial Times.

José Luis Blanco, der er topchef for Nordex, udtaler, at EU ikke er gået langt nok med de foreslåede regler, der kræver, at projekter, der modtager statsstøtte, skal bruge udstyr fremstillet i EU samt udelukke "højrisiko"-leverandører.

Topchefen mener, at mange projekter inden for vedvarende energi falder uden for reglerne.

- Vi mener, at princippet om vestlig oprindelse derfor bør gælde for al ny vindkapacitet, der tilsluttes de europæiske elnet, ikke kun offentligt støttede projekter, udtaler José Luis Blanco til Financial Times.

Da kinesiske selskaber er de eneste store vindmølleproducenter uden for USA og Europa, er topchefens opfordring et tegn på bekymring om afhængighed af kinesisk teknologi, hvor landets tilstedeværelse inden for telekommunikation og bilsektoren allerede har vakt bekymring.

Kinesiske vindmølleproducenter har vundet markedsandele ved at tilbyde billigere produkter samt hurtigere levering, hvilket har medført beskyldninger om uretfærdig statsstøtte.

- Når det gælder kritisk infrastruktur, skal man være klar over, at det er et farligt spil at acceptere konkurrence fra aktører, der ikke er af den liberaldemokratiske type, udtaler José Manuel Entrecanales , der er administrerende direktør hos spanske Acciona, som er storaktionær i Nordex.

Originalartikel: https://www.ft.com/content/dd5c42b9-ff1f-4532-aee5-bdf838aece4d?segmentId=2c1df321-36a4-1206-2c08-112c059dd69d&syn-25a6b1a6=1

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 31 anmeldelser