Novo Nordisk-aktien fortsatte onsdag med stigninger og sluttede for anden handelsdag i træk som den bedst præsterende aktie i det danske eliteindeks C25.
Onsdag øgede aktien med 4,7 pct. til 314,20 kr. efter en stigning i næsten samme niveau på 4,5 pct. til 300 kr. tirsdag.
Senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank vurderer, at det er efterdønninger, der spøgte onsdag.
Mandag dykkede aktien med næsten 6 pct. efter nyheden om et fejlslagent Alzheimers-forsøg med Semaglutid, og tirsdag vendte bøtten, da medicinalkoncernen kom med positive vægttabsdata med Amycretin.
Onsdagens Novo-nyt gik på, at medicinalkoncernen har forhandlet med den amerikanske sundhedsforsikring Medicare om rabatter på Ozempic og Wegovy på 71 pct. Det oplyste den amerikanske regering ifølge Bloomberg News.
Hvis prisniveauet overrasker bare lidt, er det måske en anelse til den positive side, vurderer Rune Majlund Dahl, der er analytiker hos DNB Carnegie.
- Højst sandsynligt er det her bare neutralt for aktien, men måske med en lille positiv nyhed på prisen, siger han til MarketWire.
Han henviser til, at den nye nettopris på 274 dollar per måned for Ozempic, som er resultatet af forhandlingerne, ligger højere end de 245 dollar, der er prisen i den aftale fra tidligere i november, som Novo Nordisk har indgået med Trump-administrationen.
Sideløbende har finanshuset Goldman Sachs gentaget sin positive anbefaling "køb" for aktien, men kursmålet er også skåret til 353 kr. fra 391 kr.
.\\˙ MarketWire