De danske statsrenter falder forsigtigt mandag morgen, hvor der også er udsigt til nedgang på aktiemarkedet som følge af krigen i Mellemøsten.
Det får investorerne til at trække følehornene til sig, og derfor bliver der også købt lidt op i den relative sikkerhed, der ligger i statsobligationerne.
Fra handelsstart falder renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme med et enkelt basispoint til 2,52 pct. efter et dyk på 3 basispoint fredag.
USA og Israels angreb på Iran og Israels angreb på Hizbollah i Libanon i weekenden samt flere modsvar fra Iran har skabt kraftigt opadgående pres på oliepriserne og guld og sølv samt andre sikre havne, mens aktierne lider hårdt under krigen.
Nøgletalsmæssigt er der ellers også masser at se til i løbet af ugen for investorerne, der allerede mandag får nyt om ISM for industrisektoren i USA i februar.
Senere på ugen venter desuden også detailsalgstal og den officielle amerikanske arbejdsmarkedsrapport for februar, der offentliggøres fredag eftermiddag dansk tid.
På kortere sigt vil markedet dog formentlig være drevet af udviklingen i krigen i Mellemøsten.
.\\˙ MarketWire