20. maj 2026
59 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/middag: Rentefald fra højeste niveau siden 2023 - vigtigt mødereferat venter

Obligationer/middag: Rentefald fra højeste niveau siden 2023 - vigtigt mødereferat venter

Det danske obligationsmarked er onsdag præget af rentefald, hvor et lille fald i olieprisen lader til at skabe en smule forløsning.

Den tiårige toneangivende statsobligation forrentes kort før middag 4 basispoint lavere i 2,98 pct. sammenlignet med tirsdagens lukkeniveau, som var det højeste niveau siden november 2023.

Generelt har der også været urolig stemning på tværs af de globale obligationsmarkeder, efter at krigen i Mellemøsten har sendt energipriserne lodret op og lagt gevaldigt pres på inflationen.

Det blev særligt tydeligt i USA tirsdag, hvor den lange 30-årige rente ramte det højeste niveau siden 2007.

Men med en lille lettelse i olieprisen på 1,5 pct. onsdag kan handlerne begynde at forberede sig på aftenens referat for det seneste rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Indtil da forsøger markedet at forholde sig til de seneste udmeldinger fra centralbankens medlemmer, som generelt har intensiveret retorikken den seneste tid, skriver seniorøkonom i AL Sydbank Mathis Dollerup Sproegel i en morgenkommentar.

- Vi forventer, at referatet vil være til den hårde side. Det kan forstærke det igangværende opadgående pres på de lange obligationsrenter og dæmpe risikoappetitten. Det sker samtidig med, at der er enormt fokus på det kommende rentemøde i juni, hvor den nye Fed-chef, Kevin Warsh, for første gang sidder for bordenden, skriver han.

Der er desuden fokus på chipkæmpen Nvidias regnskab for årets første tre måneder, der ifølge seniorøkonomen også kan få betydning for obligationsmarkedet onsdag.

- Et stærkt regnskab og en hård tone i Fed-referatet kan give stigende renter, vurderer han.

Fra eurozonen er der op ad formiddagen landet endelige inflationstal for april, og det endte som ventet - og som den foreløbige opgørelse - på 3,0 pct. Det er en stigning fra 2,6 pct. måneden før og det højeste niveau siden september 2023.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4
Baseret på 18 anmeldelser