De danske statsrenter holder stand tirsdag middag efter morgenens rentefald. Det er fortsat nyt fra Mellemøsten, der holder investorerne i et jerngreb.
Mens der mandag var frygt og pessimisme oven på fjendtligheder i weekenden, så løftes humøret lidt tirsdag på, at Libanons Hizbollah skulle være gået med til en gensidig våbenhvile med Israel, og det giver håb om, at Iran også vil vende tilbage til forhandlingsbordet med USA.
Derfor falder oliepriserne igen en spids tirsdag morgen oven på et ellers klart løft mandag, og det letter presset på obligationsmarkedet.
I middagshandlen falder renten på den tiårige toneangivende statsobligation med 6 basispoint til 2,78 pct. efter mandagen stigning på 8 basispoint.
- Olieprisen er faldet en smule, hvor der stadig er usikkerhed om udviklingen i fredsforhandlingerne. Trump hævder, at en foreløbig fredsaftale kan blive nået over den næste uge, men der er en vis skepsis blandt investorerne, skriver Kim Fæster, der er chefanalytiker hos Jyske Bank, i en kommentar.
Foreløbige inflationstal for eurozonen i maj viser en prisstigningstakt på 3,2 pct. i forhold til den tilsvarende måned året før. Det var dermed helt som ventet, da konsensus ifølge Bloomberg News var en stigningstakt på 3,2 pct. mod 3,0 pct. måneden før.
Opgørelsen peger dermed også på, at inflationen atter tiltog i maj, hvor konflikten i Mellemøsten fortsat stod på og var med til at holde energipriserne oppe.
Skæver man til kerneinflationen, som fraregner udviklingen i energi- og fødevarepriserne, var dog også tale om tiltagende prisstigninger - og i lidt højere grad end ventet på 2,5 pct. mod estimatet på 2,4 pct.
- En renteforhøjelse på ECB-mødet i næste uge virker til at være hugget i sten. Spørgsmålet herfra er så hvor mange yderligere renteforhøjelser, der kan ligge forude. Markedet regner med en til to yderligere, og det virker allerede som en bremse på økonomien, noterer Bjørn Tangaa Sillemann, chefanalytiker i Danske Bank, sig.
.\\˙ MarketWire