Et pænt rentedyk onsdag morgen er ved middagstid blevet visket ud.
Den tiårige danske statsobligation faldt onsdag morgen 4 basispoint til 2,86 pct. på håbet om fornyede fredsforhandlinger mellem Iran og USA.
Men efter klokken 11.00 sprang renten op igen til 2,90 pct., som også var lukkeniveauet tirsdag.
Til formiddag landede der nye tal for industriproduktionen i eurozonen, som viste en lidt højere vækst end ventet.
Industriproduktionen i eurozonen steg i februar med 0,4 pct. fra måneden før, mens den faldt med 0,6 pct. sammenlignet med samme måned sidste år.
Konsensus var ifølge Bloomberg News en fremgang i produktionen på 0,3 pct. på månedsbasis, mens der på årsbasis var ventet et større fald på 1,0 pct. Tallene på månedsbasis er opgjort sæsonkorrigeret.
Det er desuden småt med nøgletal i dagens løb, mens der efter dansk lukketid er nyt fra USA i form af Beige Book og flere taler fra ECB-topfolk.
Fra USA offentliggøres Empire State Manufacturing Index, der for april ifølge Bloomberg News ventes at lande på 0,0 mod minus 0,2 i marts.
Empire Manufacturing er et månedligt indeks, der dækker over en rundspørge blandt producenter i New York-regionen. Deltagerne er udvalgt bredt geografisk i staten og bredt blandt mange industrier og forholder sig både til den nuværende og forventede situation.
Den amerikanske centralbank offentliggør efter dansk lukketid Beige Book, der er en anekdotisk samling af indtryk fra de 12 distrikter under centralbanken i USA.
FLERE ECB-TALER
Onsdag holder flere medlemmer af Den Europæiske Centralbank (ECB) taler, og de kan blive blive særligt interessante i lyset af det kommende rentemøde 30. april. Alle taler efter dansk lukketid.
Først i rækken er styrelsesrådsmedlem José Luis Escrivá, derefter den franske centralbankchef, Francois Villeroy de Galhau og til sidst styrelsesrådsmedlem Isabel Schnabel.
Chefen for ECB, Christine Lagarde, udtalte tirsdag i et interview, at højere energipriser har skubbet eurozonen væk fra ECB’s basisscenarie.
- I basisscenariet ventes det fortsat, at ECB hæver renten to gange i 2026, drevet af en inflation over målsætningen på 2 pct. Lagarde understregede dog, at økonomien aktuelt befinder sig mellem basisscenariet og det negative scenarie. I det negative scenarie topper inflationen omkring 4,3 pct., mens et mere alvorligt scenarie indebærer en kort recession og inflation over 6 pct, fremhæver analytiker i AL Sydbank Kristina Maria Sørensen i en morgenkommentar.
.\\˙ MarketWire