06. maj 2026
148 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Ørsted-aktien falder efter regnskab: Her er de vigtigste nedslagspunkter

Ørsted-aktien falder efter regnskab: Her er de vigtigste nedslagspunkter

Ørsted-aktien falder onsdag middag over 4 pct. og synker til bunds i C25-indekset efter et kvartalsregnskab, der især skuffer på indtjening og giver nye spørgsmål til timingen i selskabets projekter.

Ifølge aktieanalysechef Jacob Pedersen fra AL Sydbank er dykket kommet efter en periode med markant kursstigning op til regnskabet - konkret ca. 11 pct. siden årsregnskabet - hvilket har presset forventningerne i vejret.

- Det er en aktie, som er steget rigtigt meget op til regnskabet, og når jeg kigger på regnskabet punkt for punkt er det svært at se positive overraskelser, siger Jacob Pedersen til MarketWire.

Han understreger samtidig, at kursfaldet ikke i sig selv er et udtryk for, at markedet har mistet tilliden til Ørsted.

Markedets reaktion handler ifølge Jacob Pedersen i højere grad om en kombination af skuffelser uden for de rene tal i regnskabet.

Her er de vigtigste nedslagspunkter fra regnskabet:

MILLIARDNEDSKRIVNING TYNGER RESULTATET

Årets første tre måneder gav et driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 9545 mio. kr., når man medregner nye partnerskabsaftaler.

Her havde analytikerne ventet et driftsoverskud på 9473 mio. kr. mod 8871 mio. kr. i samme kvartal 2025

Imidlertid var overskuddet på 2621 mio. kr. noget mindre end ventet blandt analytikerne, der ifølge estimater indsamlet af Ørsted selv havde ventet et overskud efter skat på 4815 mio. kr. mod 4887 mio. kr. i første kvartal 2025.

Det lavere overskud skyldes i høj grad nedskrivninger for 1,369 mia. kr. i kvartalet.

Nedskrivningen sker som følge af højere renter i USA, det er dog ikke noget, som analytikerne før regnskabet vurderede, at handlerne vil tage ilde op, men i kombination med de følgende punkter kan det blive

FORSINKELSER TRÆKKER HUMØRET NED

Særligt forsinkelser på flere af Ørsted havvindprojekter koster på handlernes humør, påpeger Jacob Pedersen.

For selvom de er af mindre varighed og også udenfor Ørsteds kontrol, kan det koste dyrt ikke at kunne præsentere snorlige.

- Hornsea 3, som der er halvandet til to år, til at det står færdigt, begynder allerede nu at blive forsinket. Det er dermed ikke noget, som bevæger sig i den rigtige retning for Ørsted, tværtimod, siger han.

Hornsea 3 er forsinket med to måneder, fordi elnettet i Storbritannien i grove træk ikke er klar til tilslutning som planlagt. Også Borkum Riffgrund 3 er blevet forsinket, blandt andet på grund af dårligt vejr og udfordringer med elnettet. Projektet ventes nu fuldt idriftsat i tredje kvartal 2026.

FORRETNINGSBEN TABTE OVER 300 MILLIONER

Ørsteds mindste forretningsområde Bioenergy & Other skrumpede med over 300 mio. kr. i årets første kvartal.

Helt konkret landede driftsindtjeningen, EBITDA, for Bioenergy & other-forretningen på 430 mio. kr. mod 757 mio. kr. Analytikerne havde desuden forventet et resultat på 775 mio. kr.

Årsagen til tilbagegangen i divisionen skal ifølge den danske energikæmpe findes i, at konkurrencen for service i forretningsbenet er skærpert.

Og selvom cirka 300 mio. kr. ikke lyder af meget for Ørsted, er det ifølge Jacob Pedersen "ikke uvæsentligt", da det på længere sigt kan sætte et pænt aftryk på indtjeningen.

Administrerende direktør, Rasmus Errboe, afviser dog på dagens kald for medierne, at der er tale om et strukturelt problem for forretningsområdet.

TOPCHEF SER ØRSTED KLAR TIL UDBUD

Rasmus Errboe gjorde det dog også klart på dagens mediekald, at Ørsted er godt rustet til at deltage i de fremtidige udbudsrunder i kernemarkederne.

Topchefen gentog mantraet "værdi over volumen" og undgik at komme det nærmere, hvilke kriterier Ørsted kigger efter, når den danske energikæmpe overvejer at byde.

Generelt ser topchefen, at rammevilkårene for havvind i særligt Europa har forbedret sig markant.

Forbedringerne gælder hovedsagligt, at der er blevet tilføjet CFD'er til udbuddene, som er differencekontrakter på strøm. Gennem kontrakterne sikrer staten at betale udviklerne en fast pris for strømmen.

Dermed mindskes risikoen for udviklere som Ørsted, der kan se frem til et fast beløb for strømmen, man leverer.

Rasmus Errboe vil ikke kommentere, hvor mange af de kommende udbud, Ørsted vil byde på.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,8
Baseret på 58 anmeldelser