Endnu et medhold til Ørsted ved en domstol i USA bør skabe lettelse for energiudviklerens investorer.
Det vurderer Nordnets investeringsøkonom Per Hansen i en kommentar, efter at Ørsted i sagen om byggestoppet for Sunrise Wind fik medhold ved en distriktsdomstol i Washington D.C.
Ørsted vil genoptage arbejdet på havvindmølleparken, der har været under byggestop fra Trump-administrationen siden 22. december, så hurtigt som muligt, oplyste selskabet mandag aften.
I Nordnet kalder Per Hansen afgørelsen for "isoleret set en god nyhed", der bør føre til en "afmålt positiv" reaktion hos investorerne.
- En positiv kursreaktion fra morgenstunden på 3-5 pct. vil være naturligt, skriver investeringsøkonomen.
Da Ørsted fik ophævet byggestoppet på havvindmølleparken Revolution Wind, steg aktien 5,4 pct.
.\\˙ MarketWire