Det danske aktiemarked faldt onsdag for tredje dag i træk anført af sværvægtere som Novo Nordisk, DSV og Pandora.
En stigning i oliepriserne efter iranske militære aktioner i Kuwait og Bahrain og amerikanske angreb på mål tæt ved Hormuzstræde var med til at dæmpe investorernes aktieappetit.
Mærsk-aktierne og NKT gjorde ellers god figur og var med til at dæmpe faldet i C25, men samlet faldt indekset 1,0 pct. til 1734,74, som i øvrigt var dagens laveste niveau.
Der var 20 faldende aktier i indekset, mens kun fem endte højere. Ved dansk børslukketid var det brede europæiske Stoxx 600-indeks desuden faldet 0,6 pct.
FORSKELLIGE MELDINGER FRA USA OG IRAN
- Det er stadigvæk Mellemøsten og snakken mellem Trump og Iran, som sætter tonen. Olieprisen er steget lidt igen, og det er lidt samme historie hele tiden, at hver dag vi står op, så tror vi alle sammen, at om 14 dage, så har vi fået løsningen.
- Men så kommer der så forskellige udmeldinger fra de to parter, og de seneste har været, at de stadigvæk diskuterer. Der har været lidt rygter ude om, at Iran har trukket sig lidt, mens Trump har sagt, at det har de ikke. Så rammer det lidt negativt i stemningen, sagde Tine Choi Danielsen, chefstrateg i PFA, midt på dagen til MarketWire.
NOVO LANCERER WEGOVY-PILLE I ENDNU ET LAND
I C25-indekset endte Novo Nordisk i bunden med et fald for fjerde dag i træk - på 2,1 pct. til 271,80 kr.
Novo Nordisk var ellers aktuel med nyheden om en forestående lancering af sin Wegovy-pille i de Forenede Arabiske Emirater.
Det danske medicinalselskab fik også fået hævet sit kursmål hos den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs til 305 kr. fra 263 kr.
Pandora faldt desuden 1,4 pct. til 576,40 kr., efter at smykkeaktien har haft nogle gode uger og er steget fra lige under 497,60 kr. før regnskabet for første kvartal, som var bedre end ventet.
DSV trak ned med et fald på 2,1 pct. til 1595,50 kr. ligeledes efter et par uger med fremgang i transportaktien. Bedre gik det for Mærsk, hvis B-aktie steg 0,9 pct. til 16.455 kr.
NKT endte dog hele i C25-toppen med et plus på 1,2 pct. til 1040 kr.
Blandt de mindre aktier var der store kurstæsk til MT Højgaard, som dykkede 13,1 pct. til 276 kr. efter en nedjustering af forventningerne til 2026.
Entreprenørkoncernen og selskabets belgiske partner har indgået et forlig med Vejdirektoratet om Nordhavnstunnelen i København.
Forliget medfører en justering af MT Højgaards forventninger til driftsresultatet i 2026, der nu ventes at udgøre 225-275 kr. mod de tidligere forventninger på 400-450 mio. kr.
.\\˙ MarketWire