Forsikringsgiganten Tryg strøg onsdag til tops sammen med GN i det danske eliteindeks, C25, som også kunne lukke onsdagens handel klædt i grønt.
Generelt var der onsdag mere risikovillighed blandt handlerne, som købte ind på håbet om, at USA og Iran fredsforhandler, selv om der endnu ikke er kommet officielle meldinger på den front.
Det danske eliteindeks, C25, steg 0,4 pct. til 1774,28.
- Risikoappetitten er kommet lidt tilbage til markedet på forhåbningerne om, at man kan finde en løsning på situationen i Mellemøsten, siger chefhandler i Danske Bank Mads Zink til MarketWire.
TRYG MED STÆRKT FØRSTE KVARTAL
Tryg skød onsdag C25-selskabernes regnskabssæson i gang før børsåbning med et regnskab for første kvartal, der viste stærk fremgang.
- Det var et rigtig solidt resultat, Tryg var ude med, hvor forsikringsresultatet var 9 pct. bedre end det, markedet havde forventet, lyder det fra chefhandleren.
Resultatet af forsikring steg i første kvartal til 1655 mio. kr. fra 1540 mio. kr. i samme periode sidste år.
Analytikerne havde til sammenligning ventet et forsikringsresultat på 1518 mio. kr. ifølge et estimat indsamlet af Tryg op til regnskabet.
Forsikringsaktiens sluttede 2,6 pct. højere til 159,60 kr.
ROCKWOOL SANK EFTER SKÅRET KURSMÅL
Rockwool sluttede modsat mod bunden af C25 efter et skåret kursmål, på dagen hvor selskabets ordinære generalforsamling løb af stablen.
Citi skar kursmålet til 210 kr. fra 240 kr. og gentog i samme ombæring anbefalingen "neutral", fremgik det af data fra Bloomberg News.
På generalforsamlingen kunne bestyrelsesformand Thomas Kähler blandt andet forsikre aktionærerne om, at man har undersøgt og udbedret en fejl, der førte til et produktionsstop i fire måneder på en fabrik i Schweiz.
Rockwool faldt 1,7 pct. til 188,20 kr.
NOVO OG ZEALAND VANDT FREM EFTER SKIDT NYT TIL LILLY
Både Novo Nordisk og Zealand Pharma gik frem onsdag. Plusserne faldt sammen med, at amerikanske Eli Lilly onsdag fik dårligt nyt fra lægemiddelstyrelsen i USA, FDA.
Novo steg 2,3 pct. til 251,85 kr., og Zealand øgede 1,2 pct. til 299,90 kr.
FDA har bedt Eli Lilly om flere data for slankepillen Foundayo efter mistanke om leverskade og kræver samtidig yderligere studier af hjerterisiko og forsinket mavetømning.
- Det er svært at sige om indsendelsen af ekstradata får nogen betydning for Lilly, men en lille usikkerhed er altid positivt for konkurrenten, altså Novo, understreger han og fortsætter:
- Og generelt så er momentum for Novo begyndt at vende en smule. Hvor investorerne før kiggede efter problemerne, er de nu så småt begyndt at holde øje med de positive faktorer. Det er helt tydeligt, siger han.
Novo Nordisk har desuden fået indledt dækningen hos finanshuset SB1 Markets med en positiv købsanbefaling.
Novo og Zealand er stadig nede 22,6 pct. og 35,7 pct. år til dato.
GN steg desuden 3,7 pct. til 101,75 kr. og endte i toppen af indekset uden andet selskabsspecifikt nyt.
OPJUSTERING GAV DFDS LUFT UNDER VINGERNE
Rederiet DFDS gjorde sig onsdag aktuelle, efter at selskabet efter børslukketid tirsdag opjusterede forventningerne til indtjeningen i 2026.
DFDS-aktien steg 15,7 pct. til 140,50 kr. Det er den største stigning siden 2010.
DFDS venter nu at indtjeningen, EBIT, i 2026 lander mellem 1,4 til 1 mia. kr. mod den tidligere udmelding på mellem 0,8-1,1 mia. kr.
Regnskabet for første kvartal lander efter planen 5 maj.
.\\˙ MarketWire