Der var små bevægelser på det danske obligationsmarked onsdag op til den forlængede Kristi himmelfartsweekend, hvor fortsat høje oliepriser nærede inflationsbekymringer og lagde en bund under renterne.
Samtidig viste eftermiddagens amerikanske producentprisrapport et markant prisløft på 6 pct. på årsbasis i april - et godt stykke over økonomers bud på 4,8 pct. ifølge Bloomberg News. Netop høje energipriser er en væsentlig forklaring.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte 1 basispoint højere i 2,93 pct. efter en stigning tirsdag på 5 basispoint. Dermed er den tiårige rente stadig inden for rækkevidde af 3 pct. - et niveau den ikke har ligget over siden efteråret 2023.
Oliepriserne for de to dominerende kvaliteter, Brent og West Texas Intermediate, lå begge over 100 dollar per tønde onsdag eftermiddag, efter at USAs præsident Donald Trump tidligere på ugen betegnede en aftale med Iran som værende "i respirator".
I en ny prognose for dansk økonomi, spår Nordea, at der er rentestigninger på vej fra Den Europæiske Centralbank for at dæmpe inflationsforventningerne i tide.
- Vi regner med, at renten sættes op fire gange i år á 0,25 pct.point, siger Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea, der venter, at Danmarks Nationalbank følger rentebevægelserne én til én.
Nordea har i øvrigt skåret sin prognose for dansk økonomi med 0,4 pct.point, så væksten i år bliver 2,1 pct.
.\\˙ MarketWire