30. sep. 2026 kl. 15:01
47 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Onsdagens obligationer: Renten løsnede sig lidt efter sværm af nøgletal

Onsdagens obligationer: Renten løsnede sig lidt efter sværm af nøgletal

De danske statsrenter fortsatte lidt mere ned onsdag, hvor der på makrofronten var masser at tage fat på for handlerne - blandt andet opmuntrende nyt om inflationen i USA.

Renten på den tiårige danske statsobligation bakkede 3 basispoint til 3,37 pct. målt mod tirsdag, hvor det blev til et rentefald på 5 basispoint efter et dyk i olieprisen.

Der var mange punkter i nøgletalskalenderen onsdag, men eftermiddagens inflationsdata for august fra USA vejede tungest, efter at landets centralbank, Federal Reserve, for to uger siden hævede renteniveauet for første gang i godt tre år.

Her viste PCE-kerneprisdeflatoren, som er Federal Reserves foretrukne inflationsmåling, en årstakt på 3,0 pct. i august. Det var samme niveau som måneden før, viser nedreviderede tal. Økonomerne adspurgt af Bloomberg News havde ventet 3,3 pct.

Den relativt milde inflation fik efterfølgende markedsdeltagerne til at lette på forventningen til endnu en renteforhøjelse i USA i oktober.

- At det underliggende inflationspres ikke er stigende betyder, at den amerikanske centralbank godt kan vælge en forsigtig tilgang til fremtidige renteforhøjelser, lød det fra Mikael Olai Milhøj, chefstrateg i Sterna Capital Partner, i en kommentar.

Sideløbende blev den amerikanske BNP-vækst i tredje udgave opjusteret til 2,2 pct. i andet kvartal fra tidligere opgjort og ventet 1,5 pct.

Oven i hatten overraskede den private ADP-jobrapport positivt med 90.000 nye arbejdspladser i september mod ventede 75.000.

- Selv om arbejdsmarkedet ikke er brandvarmt, er det altså langt fra heller iskoldt. Det er snarere lunkent, og det er faktisk meget godt, for det betyder, at risikoen for, at de stigende energipriser bider sig fast i form af for kraftige prisstigninger på øvrige varer og tjenesteydelser, er lav, skriver Mikael Olai Milhøj.

På de mere hjemlige egne i Europa kom der også inflationsdata fra Italien, Frankrig og Tyskland. De tegnede omvendt et billede af et uventet stort inflationspres.

Ifølge Bloomberg News endte forbrugerpriserne i Frankrig 3,0 pct. højere på årsbasis mod ventet 2,8 pct., mens Italien landede på 4,1 pct. mod ventet 3,7 pct. ifølge foreløbige EU-harmoniserede tal.

I eurozonens største økonomi, Tyskland, landede den foreløbige inflationsmåling for september på 3,3 pct. mod ventede 3,1 pct.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 733 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig