Aktien i SpaceX faldt fredag for sjette handelsdag i træk. Minusset blev på 5,4 pct. til 123,99 dollar.
Det er det laveste niveau, rumaktien har ligget i i sin korte tid på børsen, som begyndte den 12. juni.
Med fredagens kursfald lukkede aktien samtidig for anden gang i træk under udbudskursen i 135 dollar efter et samlet minus på 8 pct. Samtidig er den 17 pct. lavere end den første handelskurs i 150 dollar og næsten 40 pct. under den højeste lukkekurs den 16. juni i 201,80 dollar. Siden den top er mere end 1000 mia. dollar i markedsværdi forsvundet.
Forklaringen til SpaceX' nedtur er mange. Måske var den blevet hypet for meget og solgt for dyrt i forbindelse med børsnoteringen, men siden da er tre negative forhold også kommet i fokus på aktiemarkedet.
For det første har kunstig intelligens som investeringstema været på retur, og det rammer rumkoncernen på flere niveauer.
Det ene er spørgsmålstegnet ved afkastet på investeringen i udbygning af datacentre og et muligt datacentermiljø i rummet, mens det andet er indtjeningsudsigterne for datterselskabet xAI, der udvikler store sprogmodeller som Grok.
Netop Grok fik et "knock" fredag, da kinesiske Moonshot præsenterede en ny AI-model, Kimi K3, som efter det kinesiske selskabs egne oplysninger overgår alle andre modeller på markedet bortset fra den mest avancerede udgave af OpenAI's ChatGPT og af Anthropics Claude.
Torsdag aften måtte SpaceX også udskyde opsendelsen af rumskibet Starship V3 til næste uge, da flere motorer under nedtællingen ikke startede. Den seneste udgave af Starship følges med stor interesse, fordi den ifølge planerne er mest fremskreden end noget tidligere projekt i forhold til genanvendelse af materialer.
- Tidspunktet for den mislykkede opsendelse er suboptimalt for historien, men mislykkede opsendelser er altid en risiko for historien, siger Joe Gilbert, porteføljeforvalter hos Integrity Asset Management, til Bloomberg News.
- Investorer reducerer risikoen i positioner og genovervejer værdiansættelser, efterhånden som optimismen langsomt forsvinder fra rummet og samtidig presser høje multipler ned.
Til sammenligning krævede de gammelkendte rumfærger fra Nasa store reparationer og udskiftninger, hver gang de kom tilbage til jorden.
- Der vil være rigeligt at analysere fra Flight 13, men over tid forventer vi både fremskridt og tilbageslag, efterhånden som SpaceX bevæger sig mod sit mål om at opsende Starship dusinvis af gange næste år, efterfulgt af hundredvis af gange i 2028 og så tusindvis af gange derefter, skrev JPMorgans analytiker Seth Seifman dog ifølge Yahoo Finance i en kommentar inden torsdagens opsendelsesforsøg.
Endelig hænger der en kommende frigivelse af en stor volumen aktier i SpaceX. Kun 4-5 pct. af aktierne i Elon Musks rumkoncern er i fri handel, mens resten er bundet op på aktionæraftaler. En stor del vil dog blive frisat, efterhånden som selskabet rapporterer sine kommende kvartalsregnskaber.
Tallene for andet kvartal offentliggøres den 17. august. Til den tid frigøres 20 pct. af aktierne i selskabet til fri handel.
.\\˙ MarketWire