Den europæiske referenceolie, Brent, stiger en smule fredag morgen, mens de handlende nøje følger udviklingen i de langvarige fredsforhandlinger mellem Rusland og Ukraine. Markederne holder også øje med resultatet af søndagens møde mellem medlemmerne i Organisationen af Olieeksporterende Lande og dens allierede, Opec+, hvor mulige ændringer i olieproduktionen er på dagsordenen.
Det skriver Reuters.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 63,58 dollar mod 63,23 dollar torsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 59,08 dollar mod 58,88 dollar torsdag eftermiddag.
Handlen med den amerikanske WTI-olie blev natten til fredag dansk tid midlertidig stoppet på grund af et systemnedbrud hos børsoperatøren CME Group. Ifølge handlere blev de informeret af CME om handelsstoppet, der skyldtes problemer i operatørens datacentre.
Tegn på en mulig fredsaftale mellem Ukraine og Rusland sendte tidligere på ugen oliepriserne ned, men de har rettet sig igen over de seneste tre dage, i takt med at forhandlingerne trækker ud.
- Selv om en endelig fredsaftale mellem Rusland og Ukraine i sidste ende kunne bane vejen for en lempelse af sanktionerne mod russiske olieproducenter og dermed øge det globale udbud, synes et sådant resultat stadig langt væk, siger Sugandha Sachdeva, grundlægger af analysefirmaet SS Wealthstreet med base i New Delhi, ifølge Reuters.
Markedets øjne er også rettet mod Opec+-mødet på søndag, som forventes at byde på drøftelser om mulige ændringer i produktionen og medlemmernes maksimale produktionskapacitet.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld fredag morgen 4186,80 dollar mod 4158,02 dollar torsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire