03. feb. 2026 kl. 08:10
35 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Råvarer: Mere stabil oliepris efter mandagens frasalg

Råvarer: Mere stabil oliepris efter mandagens frasalg

Oliepriserne er mere stabile tirsdag efter mandagens frasalg, hvor handlerne ser med positive øjne mod en lempelse af spændingerne mellem USA og Iran.

Derudover bidrager en stærkere amerikansk dollar til et nedadgående pres på priserne, skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent , koster tirsdag morgen 66,03 dollar mod omkring samme niveau mandag eftermiddag.

Mandag dykkede oliepriserne mere end 4 pct., efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, nævnte, at Iran er "seriøse forhandlinger" med USA, hvilket opfattes som en lempelse af spændingerne mellem de to lande.

- Der kom ikke noget militært angreb på Iran over weekenden, og der er ifølge både amerikanerne og Iran lagt op til samtaler mellem parterne senere på ugen omkring atomspørgsmålet, som den iranske præsident udtrykte det i går, skriver Arne Anders Lohmann Rasmussen, der er chefanalytiker i Global Risk Management.

- Irans førsteprioritet er sanktionslempelser. For markedet er Iran-frygten indtil videre skudt til højre. Hvis man får en aftale, som indeholder sanktionslempelser, kan det sende olieprisen videre ned, da det vil betyde, at den iranske olie går fra at være ”sanktioneret” til at være ”ikke-sanktioneret”. Med Trumps fokus på lavere oliepriser skal et sådant scenarie ikke udelukkes. Og iranerne der gik på gaden imod regimet dem taler Trump ikke længere om, fortsætter Arne Anders Lohmann Rasmussen.

På handelsfronten annoncerede Donald Trump mandag en aftale med Indien, der sænker de amerikanske toldsatser på indiske varer fra 50 pct. til 18 pct. Til gengæld stopper Indien med at købe russisk olie samt sænker handelsbarrierer, skriver Reuters.

- Aftalen gør det endnu sværere for Rusland at komme af med sin olie. Indien har efter Kina været den største køber. Nu er der kun Kina tilbage som storkøber. Indien har tilsyneladende de sidste par måneder allerede mindsket sin import af russisk olie. Aftalen øger efterspørgslen efter ikke-sanktioneret olie som WTI og Brent, skriver Arne Anders Lohmann Rasmussen.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 125 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig