Oliepriserne falder onsdag og udligner dermed tirsdagens stigninger, mens handlerne forsøger at få mere klarhed omkring de komplekse forhandlinger mellem Iran og USA, efter at fornyede amerikanske angreb natten til tirsdag ellers bremsede forhåbningerne om et snarligt genåbnet Hormuzstræde.
Det skriver Reuters.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 97,97 dollar mod 100,63 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 91,98 dollar mod 94,48 dollar tirsdag eftermiddag.
Chefanalytiker hos Global Risk Management Arne Lohmann Rasmussen peger på, at onsdagens prisfald i olie blandt andet er kommet efter udtalelser fra den amerikanske udenrigsminister:
- Prisfaldet kom blandt andet, efter at USA's udenrigsminister, Marco Rubio, sagde, at en foreløbig aftale kun er et par dage væk. Aftalen skal sikre en periode på 60 dage til at løse de vanskeligere spørgsmål, såsom Irans atomprogram. Vi har dog primært amerikanernes ord for, at man er tæt på en aftale. Iran sagde derimod i går, at angrebene natten til tirsdag var et brud på våbenhvilen. Israel fortsætter samtidig med at angribe mål i Libanon. Netop fred i Libanon er også et af Irans krav i fredsforhandlingerne, skriver Arne Lohmann Rasmussen i en kommentar.
Selv om de amerikanske angreb samt intensiverede angreb fra Israel mod Libanon lægger yderligere pres på fredsbestræbelserne, så skaber nyheden om, at nogle LNG-tankskibe i de seneste dage er sejlet gennem Hormuzstrædet forventning om, at farvandet snart vil genåbne.
Arne Lohmann Rasmussen noterer også de seneste dages meldinger om, at flere olietankere og LNG-skibe er sejlet gennem Hormuzstrædet de seneste dage.
- Vi skal forvente endnu en nervøs dag. Umiddelbart vil markedet dog formentlig fortsætte med at anlægge en optimistisk tilgang og antage, at det kun er et spørgsmål om tid, før Hormuzstrædet genåbner, fortsætter chefanalytikeren.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld onsdag morgen 4499,05 dollar mod 4515,77 dollar tirsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire